|
0
registrerede
3016
gæster og
211
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Den Evige Filosofi
|
Hej Thomas.
(Dette indlæg er uforskammet langt, men jeg kunne ikke gøre det kortere – og man kan jo springe det over  )
Der er så mange gode og kloge ord, men at følge dem er ikke altid så let.
En schweizisk psykolog, Alice Miller, skrev i 1982 en lille bog: Det selvudslettende barn, som nok vil kunne få tårerne frem, når man tænker på de perspektiver, den opruller, om det lille totalt afhængige barn, der villigt udsletter sin egen personlighed for at beholde sine forældres kærlighed og livsnødvendige omsorg.
Det fortrængte eksisterer ikke længere i barnets bevidsthed – heller ikke som voksen – men fra det ubevidste, styrer neurosen alligevel en stor del af dette menneskes adfærd (hvilket ofte - ubevidst - går ud over dets egne børn).
Og er der nogen af os, der ikke bærer rundt på sådanne fortrængte psykiske traumer, som fra det ubevidste styrer en stor del af vores adfærd? Næppe.
Vore anlæg for uegennyttig kærlighed – i den religiøse version: Guds lys i os – kan derfor blive vanskelige at nå ind til.
http://www.joannielsen.dk/litteratur/det_selvudslettende_barn.htm
I et forsøg på alligevel at nå ind til vores medfødte kærlighed skabte Andrej Rublov (eller Rublev), opfordret af munken Sergei’s bøn om kærlighed, ikónen om Den Hellige Treenighed og det dobbelte kristne kærlighedsbudskab: Kærligheden mellem Gud og menneske (eller mellem verden og menneske), der fører til den uegennyttige kærlighed til vore medmennesker.
http://en.wikipedia.org/wiki/Andrei_Rublev
(KLik på billedet, klik igen, og igen, og igen - og se hvordan budskabets intensitet ændrer sig - stærkest i den største forstørrelse)
Ikónen (fra 1400 tallet, men glemt og genfundet i år 1900) er malet på en tid, hvor rygende ruiner, drab, tortur og plyndringer var dagligdag – under Ruslands kampe med tatarerne.
Man anser den for at være den smukkeste, den dristigste og den mest berømte af alle ikóner.
Hvad ser vi: Tre personer om et firkantet bord – alle meget lange, og hver med glorie, vinger og et scepter eller en stav.
I baggrunden et træ, et hus og nogle bjerge.
Staven til venstre peger mod huset, staven i midten peger mod træet, og staven til højre peger ud af billedet
På bordet en kalk med noget i og nogle krummer på bordet.
Hvad er det: Det er beretningen om Mamrelunds Abraham og Sara (Stamfaderen til jøder, kristne og muslimer) der får besøg af tre mænd.
De tre mænd nyder Abrahams og Saras store gæstfrihed, og både Abraham og Sara undrer sig over profetien om, at barnløse Sara, der nu er for gammel til at få børn, skal føde sønnen Isak inden et år. De tre mænd drager herefter videre til Sodoma – og nu opdager Abraham, at det er GUD! (Første Mosebog, kapitel 18)
Denne beretning brugte Rublov til symbolsk at vise: Faderen, Sønnen og Helligånden.
Derved undgår Rublov gudsbespottelse – blasfemi mod Faderen (Ethvert billede af Faderen ville i kristen tankegang være en utilgivelig nedgøring, en begrænsning, i forhold til virkeligheden – og Helligånden har jo ingen form).
Glorierne siger: De tre er guddommelige
Farverne siger: Faderen (guld og blå), Sønnen (rød og blå) og Helligånden (grøn og blå)
(Guld: Det uskabte lys. Blå: Det himmelske. Rød: Menneskelig lidenskab. Grøn: Ny begyndelse)
De to fingre hos den midterste siger: Kristus’ to naturer.
Firkanten (bordet) siger: Verden med de fire verdenshjørner
Den tomme plads siger: Til dig.
Cirklen, de tre mænd tilsammen danner, siger: Kærlighed.
(Der er mange flere symboler bl.a.: Huset: Kirken - Træet: Korset/Livets træ - Krummerne på bordet og skålen: Nadveren)
Det er den hellige Sergei’s drøm – midt i krigens gru – om at Guds kærlighed skal besjæle os alle
til: Uegennyttig kærlighed mellem mennesker – næstekærlighed.
En bøn om kærlighed.
Sergei's drøm - visualiseret af Rublov - en inspiration for mange mennesker
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
