at den kun kan fattes direkte og umiddelbart af dem, der har valgt at opfylde visse betingelser, at lade sig opfylde af kærlighed, at være rene af hjertet og fattige i ånden.

Vi kan kun elske det vi kender, og vi kan aldrig fuldstændigt kende det vi ikke elsker. Kærlighed er en form for erkendelse, og når kærligheden er tilstrækkelig uegennyttig og tilstrækkelig inderlig, bliver erkendelsen til forenende erkendelse og antager på den måde karakter af ufejlbarlighed. Hvor der ikke er nogen uegennyttig kærlighed (eller kort sag: ingen næstekærlighed), findes der kun forudindtaget egenkærlighed og som følge heraf kun en delvis og forvrænget erkendelse både af det lille selv og af tingenes, livenes, sindenes og den uden for det lille selv værende Ånds verden. Den "som lever kun i overflod og lyst ... håner himlenes bud" - det vil sige: han underordner naturens og åndens love under sin egen tragten.
Resultatet er at "han ikke føler" og derved gør sig selv uimodtagelig for erkendelsen. Hans uvidenhed er i sidste instans villet af ham selv; hvis han ikke kan se, er det fordi han "ikke vil se". En sådan frivillig uvidenhed får uundgåeligt sin negative belønning. Nemesis følger hybris -