Jeg er glad for ideen om at indse sin "urenhed" - finde sin ydmyghed ... men også at angre og forbedre sig som menneske (er dette ikke også et vigtigt skridt, hvis ydmygheden skal være ægte?!). Men er vi så ikke tilbage dér, hvor det kan blive svært? - Er vi ikke tilbage dér, hvor vi kan ende med at "analysere" egne fremskridt - og puf! hvor blev ydmygheden så af?

"Begyndelsen til frelsen er at dømme sig selv" (Evagrius). Angeren er det sted, hvor rejsen begynder. Som vi så tidligere (kap. 1 Gud som mysterium) betyder det græske udtryk metanoia "at få noget andet i sinde". Rigtigt forstået er anger noget positivt ikke noget negativt. Det drejer sig ikke om selvmedlidenhed eller samvittighedsnag, men om omvendelse, om atter at centrere hele livet om Treenigheden. Anger er ikke at se bagud med beklagelse, men fremad med håb - ikke at rette blikket nedad mod vore egne mangler, men opad mod Guds kærlighed. Omvendelse er ikke at se på alt dét, det ikke er lykkedes for os at blive, men på hvad vi nu kan blive af Guds nåde; og at handle på det, vi ser. At omvende sig er at åbne øjnene for lyset. I den forstand er omvendelse ikke blot en enkeltstående handling eller et første skridt, men en vedvarende tilstand, en hjertets og viljens disposition, som løbende må fornyes indtil livets ende.