|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
474
gæster og
46
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Om fantasiens virkelighedsflugt.
|
Skal man grine eller græde? 
Jeg vælger selvfølgelig at grine, Arne, for dit ukendskab til dit eget sprog har efterhånden nået et helt grotesk niveau.
I alle de tre citater, du triumferende trækker frem, handler det om Thomas optræden på debatten. Ikke om hans forhold til mig specielt.
Du indbilder dig selv, at du kan læse indenad, men faktum er, at du er funktionel analfabet i svær grad. Selv når jeg og alle andre forsøger at klippe ud i pap for dig, hvad vi mener, så insisterer du på, at vi mener noget helt andet.
Dine fantasibilleder af dine medmennesker er ikke fem flade øre værd, men de stemmer jo godt overens med din fantasi om, at et stykke bemalet træ "kigger på dig". Det kan det ikke, Arne, for det er kun klatter af maling, dygtigt anbragt af en mand for længe siden, som udtryk for hans fantasi om en gud, der formaner ham.
Du lever i en fantasiverden, Arne. På et tidspunkt i dit liv blev virkeligheden uudholdelig for dig, og i nødværge lukkede din hjerne af for alt det, den ikke kunne forstå, og digtede en forklaring om en imaginær "kærlighedsverden", hvor alt var godt og havde en mening. Denne illusion har du levet i lige siden, og det er grunden til, at du ikke kan forstå andre mennesker. Du kan heller ikke forstå, at når andre mennesker ser forskellen på dit kærlighedspræk og dine handlinger, så kan de kun se dig som hykler.
Vi er inde på noget essentielt om troen her. Det er samme form for illusioner, der får mennesker til at blive selvmordsbombere og dræbe i gudens navn, fordi de ikke kan klare, at andre mennesker ikke deler deres illusion om verden. I deres fantasi er de andre fjender, der skal bekæmpes, præcis som din fantasi ser mig som en fjende, fordi jeg ikke tænker som du, og er modstander af din "missionsvirksomhed".
Der findes ingen guder, hverken kærlige eller hævnende, men der findes hundredtusindvis af illusioner om guder. Alle er de affødt af frygt for en virkelighed, der synes uden mening og formål. Det er nogen mennesker ikke mentalt stærke nok til at leve med, så derfor vælger de fantasien og søger at finde bekræftelse for den ved at overbevise andre og også deres børn. Det giver dem en følelse af virkelighed, at andre deler deres illusion.
Dawkins er i sit foredrag inde på noget væsentligt om guders eksistens. Fordi guders eksistens sprogligt ikke kan bevises eller modbevises, anser mange mennesker det for et enten/eller valg (50/50%). Men i virkelighedens verden er der tale om en sandsynlighedsberegning, og den har som resultat, at sandsynligheden for eksistensen af guder er så lav, at den i praksis er nul. Det gør dog ikke Dawkins til modstander af tro. Det er faktisk ham, der har lanceret sloganet Ateister for Jesus. Ligesom jeg forstår han nemlig, at tro er en nødværgereaktion for en hjerne i krise.
Det Dawkins og jeg og mange andre fritænkere bekæmper er indoktrinering. At ødelægge børns mulighed for at udvikle en sund og naturlig indstilling til virkeligheden anser vi som et groft overgreb. Ligeså når religiøse bevægelser med magt vil bestemme, hvad vi må sige og hvordan vi skal opføre os og forme vores samfund. Al religion er et angreb på vores mentale sundhed.
Det kan man selvfølgelig ikke overbevise fanatisk troende om. Angsten for at vende tilbage til den kritiske tilstand før deres "åbenbaring" er for stor, og ligesom hos de indoktrinerede børn rækker fantasien ikke til at forestille sig et lykkeligt liv uden tro. Det er af samme grund, de betragter ateisme som en tro. Når tro erstatter virkelighed, bliver virkelighed betragtet som en illusion.
Det var netop dette problem, som Einstein havde en drøm om at løse. Han ønskede, at forståelsen af den fysiske og kosmiske virkelighed skulle erstatte alle religioner, for han kunne se, at religiøse forskelle ledte til grusomme overgreb mod mennesker. Han var kun 12 år, da han frigjorde sig fra den illusion, han var blevet indoktrineret i, og startede sin søgen efter en forklaring på virkeligheden, der kunne danne grundlag for en almenmenneskelig forståelse, som han døbte "en kosmisk religion".
Einsteins drøm blev aldrig til virkelighed. I stedet blev han taget til indtægt for næsten alle trosretninger, der søgte at tolke hans metaforer ind i deres egen fantasi om verden. Muligheden for, at Einsteins drøm bliver til virkelighed eksisterer dog stadig, men ligger så langt ude i fremtiden, at det næppe bliver den nuværende menneskerace, der kommer til at opleve den, men vore efterkommere.
Indtil da må vi trækkes med sejlivede religiøse illusioner om virkeligheden i form af de dawkinske memer, som alle religiøse illusioner er. Arnes er kun en ubetydelig variant, som vil gå i glemmebogen om få år, når virkelighedens kræfter splitter hans krop i molekyler, der kan indgå i mere fornuftige konstruktioner.
Ole Bjørn :o)
|
|
|
|
