|
2
registrerede somo
,(1 usynlig),
509
gæster og
40
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Meningen med mit liv
|
Arne skr. (#11453 - 06/10/2011 10:40) flg…
”Og når vi med vores intelligens har løst vore selvskabte problemer og har (gen)skabt harmonien på denne klode, så vil overskuddet i den menneskelige fortælle-evne nok skabe de smukkeste blomster - langt smukkere, end hvad vi i dag har kræfter til - så vil det skabende menneske nok udfolde sit fulde potentiale: Paradis på Jord”.
- til hvilket Arne vel så er leveringsdygtig med et par smukke eksempler på det paradisiske potentiale i form af svar på spørgsmål som:
1) hvornår menes jordkloden sidst at være observeret som et harmonisk sted for dyrearter (mennesket) o.a. organismer at befinde sig på?
2) hvorfra stammer denne information?
3) hvem er det der beskrev harmonien?
Men sprogblomsterne er måske bare en lydprøve på de oratoriske øvelser fra en transcendental-meditators sentimentale verdensbillede, hvor en nomenklatur med termer efter videnskabelig manér men uden videnskabelig realitet bare skal gøre en kaotisk virkelighed tilgængelig for tanken og til teknisk at mestre, dvs. gøre den til at leve i, men som aldrig hjælper nogen til noget og som kun gør rådvilde mennesker endnu mere forvirrede?
De næste links fra Arne vil vel formentlig henvise til tal-magi, astrologi og healing, uh ja, ej at forglemme til autogen selvfordybelse i spekulative termer om persona som selvets kerne – for Arne tror jo der faktisk eksisterer både et Superego og Ego, og at han kan kortlægge grænsen imellem dem selvom han ikke er tysker. Der ikke tale om nogen spekulativ arbejdsteori dér, næppe heller mistanker om det fordærvede i at distancere fornuften fra selve emnet saglige kerne med overbetoninger af mystifistiske udvendigheder, der kun slører at der slet ingen kerne er. Det er jo det rene lutherske sjælefrelse med analogier fra ”oprindelige” kærlighedsbudskaber der skal helbrede hele verden fra erkendelse bygget på kendsgerninger – var der nogen der sagde resignation?
Mon Arne tænkte på bindeleddet mellem Arne Næss’ Økosofi og Økologi, for da handler visionen (også efter Næss’ død) om en dybøkologi der prioriterer ændringer i økonomiske, teknologiske og ideologiske strukturer, altså grundlæggende forandringer af værdibegreber, hvor økologien som videnskab måske ville fremme forbedringer af livet på jorden gennem en slags holistisk erfaringsbaseret tilværelsesform. Men hvordan styrer man så ærgerrige finansmænd med politiske ambitioner ind fælleskøkkenet – ved at bedøve dem med ord-plingplang? ;)
Skal samme oratoriske øvelser måske kontrollere vulkansk aktivitet, forrykning af kontinentalsøjlerne, istider samt andre væsentlige geofysiske fænomener, der så afgørende er bestemmende for biologiske arters overlevelsesbetingelser?
Det er den slags man nødvendigvis må se i øjnene. Det er direkte tåbeligt at missionere endnu et millenium med fortrængning af kendsgerninger med sentimental-hysterisk-mysticisme o.a. religiøs overnaturligt gejl – i hvilket lys jordkloden næppe nogensinde har været et harmonisk sted for nogen form for kulturer at befinde sig på.
Man kan derimod tale om hvad naturen forårsager og hvordan den virker, og derfor skabe et fundament bestående af nødvendig viden, med hvilken mennesket bedre kan indrette kulturformer på denne grund af naturforståelse der selektivt udvikles. Men det er noget ganske andet end direkte at fejlforklare naturens virkemåde med indføring af poetiske spørgsmål der decideret henviser mennesker til kun fantasier om overnaturlige meninger med livsformer og deres død. For på sådant et fundament af poetik mistolker man naturen på samme måde som tidligere, og har faktisk intet lært af tidligere menneskers misforståelser som nogen i fremtiden kan få gavn af, af hvilken grund du Arne jo ikke er progressiv men regressiv. Du overfører uden nødvendig eftertænksomhed idéer fra gamle kulturers samtidsforståelse i din egen samtid, hvor fx den ”åndelighed” de betragtede naturen med, du ukritisk har gjort til din naturforståelse. Hvorfra også idéer om guddommelige universelle bestemmende autoriteter frit repliceres ind i din nutidstanke. Det er dette parameter dine spørgsmål konstant snurrer omkring. Du er m.a.o. ikke åben overfor ny viden og tænkning, men derimod fanget i gamle kulturers livsanskuelser – dine meninger er så at sige bestemt af fortidens, men er ikke fremmende for nogen sandsynlig og god beskrivelse af en observerbar natur i og omkring dig.
Den form for livssynsanskuelse skabte tillige gennem religioner masser af paranoia, fx den prædestination m.m. der er så kendetegnende i østlige livssynsmoduler. Spørgsmålet om en sådan historie virkelig er værd at betragte med hengiven vemod, forstår jeg så godt du ikke ønsker besvare. Men flyttede du i stedet det spørgende blik til selve måden hvorpå mennesker i også tidligere kulturformer interagerede i de sociale rammer, da ville spørgsmålene pludselig åbne op for masser af mening og belyse, hvorledes mennesker i enhver kultur har undertrykt hinanden med fantasien til hjælp. Alene indenfor de sidste tusinde år, hærgede en form for hæmoragisk sygdom størsteparten af Europa med skæbnesvangre konsekvenser for populationen. Også her må vi netop mistænke selve fejlagtigheden i datidens naturtænkning som et af de helt store bidrag til blodbadet der fortsatte i (for dem) det uendelige, hvor overtroiske ”vismænd” altså ikke skabte positive forandringer, tværtimod snurrede de netop konstant omkring samme naturtanke som din: meningen med livet, bestemt af ”åndelige universelle autoriteter”. Og denne fastholdelse i lidelse med kun små mellemrum i ængstelig forventning om den straffende gud, ligger måske knapt så fjernt fra konsekvensen af din egen måde at tænke livet på. Hvor alene din idé om en kollektiv bevidsthed der svæver gennem tiden i åndelige dimensioner, og som du med dine store åndsevner henter ned med din intuition, skaber en længere række forklaringsproblemer som du ej heller synes særlig beredvillig til at eftertænke.
Der er jo imidlertid en væsensforskel mellem et ’intuitivt råderum’ skabt på vidensbaserede (empiriske) referencer indenfor naturvidenskab i en kultur, og så dit ’intuitive råderum’ af overnaturlige forestillinger, bygget på alene puerile fantasier og uden naturen selv som referenten, forstår du nok. For det går ganske enkelt ikke an at navigere trygt i naturen med kun ”overnaturens kogebog” i rygsækken, og det er afgjort ikke den slags der udgjorde menneskets evne til videre eksistens på trods af naturkatastrofer i større eller mindre målestoksforhold. Og i forhold til dit ”kongespørgsmål” om din egen evne til væren i tiden, skyldes dette nok i større grad end overnaturlig tænkning i et religiøst tankesæt nogle ganske uddybende svar som du selv kan finde i evolutionsbiologien, i hvilken forbindelse konsekvenserne fra menneskers evne til at overskride ældre religiøs varieret overtro virkningshistorisk har referencer til spørgsmål man stillede til begrebernes betydning helt tilbage og frem i Aristoteles, Descartes, Kants, Hegels og Kierkegaards tænkningstid – hvor spørgsmål Heidegger stillede i Væren og Tid, rettede sig imod menneskets egen begrebsanvendelse og derfor meningsdannelser og kommunikationsevne, ja måske livsforståelser, men da ikke selve livets eller guders meninger med selve mennesket – den slags hører jo ind under teologien, som ikke hører ind under hverken biologien eller geofysikken, osv. Det er faktisk rigtig længe siden div. faggrupper var sammenholdt under ’filosofi’, Arne – du går vel heller ikke til slagteren efter blomster, søger geologiske svar hos indiske guroer osv.?
Men spørgsmålet du jo stiller med faste intervaller og som måske nærmere skyldes at du ikke kan frigøre dig fra østlige guddommelige bestemmelsers favntag – og mon ikke netop disse engang erstattedes af de tidligere kristne af slagsen -, har du jo fået masser af alternative referencer til – en Albert Camus, en Sartres eksistentialisme, en Merleau-Pontys fænomenologi og en Gadamers hermeneutik m.m. Det er m.a.o. svært at finde en realistisk god og dybere mening med din missioneren omkring østlige religiøse trosanskuelser, igennem hvilke du jo reelt anklager og ansvarliggør selve livet dit for meninger du selv tilvejebringer og folder ud som synspunkter i livet dit.
Hvorfor livet selv skal ansvarliggøres for ymse meningsudbrud, ja hvad det dog har gjort dig, der dybest set som alle andre levende individer er det sidste skud på evolutionsstigen, og hvor du nøjagtig som andre mennesker har et tidsrum hvori du kan folde drømme og livsværdier ud til større eller mindre begejstring, det har du heller ikke lyst til at svare på? Du er sandt at sige ikke videre meddelsom, dvs. når du ikke skal forkynde dit ”kongespørgsmål”…;)
mvh
Simon
|
|
|
|
