|
1
registreret Arne Thomsen
510
gæster og
47
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Denne her gjorde indtryk på mig ...
|
Hej Treram..
"Jeg har været i situationer hvor jeg også har spurgt mig selv, hvad er egentlig meningen med mit liv, men mest i situationer hvor jeg har været døden nær og det er sket et par gange, jeg syntes ikke at jeg fortjente at være så syg og jeg kæmpede mig igennem og blev rask så hurtigt at lægerne blev overrasket".
- Der er jo heller nogen bagvedliggende mening med selve sygdommene, der derimod let får dybe konsekvenser der påvirker de forventninger til livet vi både kan nyde og lægge mening i.
Sygdom kommer jo altid på tværs af forventninger og ønsker, dette uanset om der er tale om børnesygdomme eller sygdomme der rammer voksne eller ældre mennesker. Der findes næppe noget så handlingslammende som sygdomme, så det er jo ikke så mærkeligt at vi ønsker at blive dem kvit så hurtigt som muligt.
Jeg mindes Theresa fra den kristne debat, jeg ved ikke om du husker hende, men hun blev i hvert fald alvorligt syg og vi skrev en del privat - hun døde desværre alt for tidligt. Men hun var en brillant spl. med et både smukt og rationelt livssyn, og leverede debatten rigtig mange fine meninger til indbyrdes diskussion, bl.a. hvad angår meninger om sygdomme.
Og i guder hvor de troende også dengang kørte de "guddommelige meninger" i stilling - enkelte debattører (med flere navne) udviste stor forargelse over et menneske der under svær sygdom ikke ændrede livssynet til noget ophøjet, alias den tro de forkyndte osv.
Ak ja, der er ingen grænser for empatien hos troende hist og pist, ved du nok ;) Men at sygdomme radikalt kan ændre livssituationen hos mennesket til eksempelvis noget ganske utåleligt der selvfølgelig også kan få mennesker til at ønske et livsophør, betyder jo ikke dermed at mennesker radikalt ændrer syn på selve livet, for det er jo trods alt selve sygdommen der kan gøre ens livet ret ubrugeligt.
"Vi står alle på forskellige stader, og har forskellige meninger om livet og dets opståen, i årtier har kirken tæsket religionen ind i folket, dette kan jeg ikke acceptere, det er vold mod mennesket og de børn der skal bringes ind under religionens svedne vinger med vold og magt-konfirmation, men det ved du vist nok jeg er imod og det kan gøre mig så arrig, når præsterne tillades at udføre deres fangst i skolen, selvom det er forbudt at missionere i den danske folkeskole".
- Troende forældre (med biwel ell. koran) rundt om tænker slet ikke på religiøse traditioner de propper børnene med som indoktrinering, og finder gerne institutioner der håndhæver og indfører troen i undervisningen indenfor ministeriets rammer.
Små mennesker "aber" rigtig meget efter hinanden, alle efterprøver etc. Og bilder voksne fx. børn ind, at ca. 80% af Danmarks befolkning er kristne troende (bare fordi 80% af uvisse grunde stadig er medlem af folkekirken), ja da vil børnene med stor sandsynlighed også på dette område tolke "verdenssituationen" som de voksne, der jo er de nærmeste autoriteter.
Rigtig meget af den påvirkning børn får kommer direkte fra forældre, og hjemmet hos troende hvor der bedes bord- og aftenbøn er jo den trygge arne i livet. De religiøse ritualer og traditioner forbindes derfor videre ud i livet med tidligere tryghed, hvorfor det er selve barnetroen og barndomsoplevelserne der måske pludselig skal gøres op med - og det er ikke spor let, derfor konfronterer voksne troende jo også kritik med voldsomme følelsesudbrud, som vi ser det hos nogle debattører.
Når noget i livet går galt, da vil vi som mennesker altid tænke tidligste tryghed fra erindringen ind i nutiden, ligesom dyr der instinktivt finder tilbage til sidste trygge sted at være. Hvis sygdomme og dødsfald op gennem barndommen blev tillagt en højere mening, da vil denne mening med stor sandsynlighed udfolde sig som trøst hos den voksne troende, og her vil kritik af troen så blive overført til en kritik af selve den trøst den troende finder i (også) sygdomssituationer. Kritikere bliver derfor tolket som ondskabsfulde osv.osv. Alt sammen psykiske reaktioner der afstedkommer fra religiøs tro der jo tolkes ind i selve barndommens sindbilleder.
Så du har ret: jo tidligere børn af præster og forældre kan påvirkes til at identificere sig selv og livet omkring dem med religionens tro, jo sværere og dybere vil påvirkningen være.
"Nogle behøver ikke hjælp fra religionens verden for at leve et godt og indholdsrigt liv, det er sikket svært at forstå for de troende, som klæber til deres tro på hvad??? ingen ved, og ingen får det nogensinde at vide, der findes ingen beviser når det gælder tro".
- Hvad man kan påvise er jo, at religioner er dybt afhængige af ritualer og traditioner. Dyrkes og fastholdes de ikke, udvandes troen og videreføres slet ikke som - m.a.o. er der igen sammenhæng mellem selve livet og troen, kun mellem traditioner og troen.
mvh
Simon
|
|
|
|
