|
0
registrerede
48
gæster og
248
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Denne her gjorde indtryk på mig ...
|
Hej Treram..
” Ja og nogle har en sikker tro på at alt har en højere mening, en mening som vi ikke kan få øje på, men som man mener simpelt hen er vidunderlig?? goddav do, og selvom den ikke kan bevises eller modbevises, kan den ind imellem anes?.
Den mening de troende har om livet er lidt svær et få øje på, men går vist ud på at det er himmelsk at leve og æren tilfalder en ubestemmelig almægtig gammel luftformig tosse, en egen mening om hvorfor de eksisterer har de vist ikke, at sige det hele er ganske tilfældigt støder deres "indre" gud”.
- Ja selve metoden er faktisk ret morsom: når de troende ikke evner at forklare/påvise relevansen mellem (meningen bygget på) gudeidéen og selve verden, da fratager de bare menneskeheden mulig erkendelse, og indfører derefter en særlig forudsætning: kun gennem accept af troen, forstår mennesket meningen...hurra-hurra! ;)
Det er dér den troendes ”åndelige” (kontemplative) idé om egen ”intuition” pludselig skal forstås som et ”talerør” for meningen med (den eksogene) verden. De troende gør sig selv til en slags ”guddommelige redskaber”, for på den måde at indføre en guddommelig mening med deres liv og forgængelighed (læs: forfængelighed). De gør sig selv til idéen, underforstået, at nogen (en gud) dermed har en særlig mening med dem.
Projektet har til hensigt at rydde plads til ”metafysiske erfaringer” som gerne skabes i den enkeltes hjerne uden at der foreligger nogen form for ”afsender” – populært kalder vi jo sligt for vrangforestillinger.
Idéerne er imidlertid kun populære som historier forudsat nogen fortæller dem som fx en slags kulturpatologi ved at betragte metafysiske idéer som en slags verdenserfaring (en ”kollektiv bevidsthed”), hvorefter de tolker disse ”erfaringer” som ressourcer for menneskehedens eget sind. På den måde bliver troen også en form for trøst i en verden der tydeligvis er ligeglad med os som biologiske individer. .
Når fx Arnes spørgsmål om verdens tilstand ses i lyset af hans idé om den ”intuitive kollektive bevidsthed” tilført et gran kærlige følelser, da må dette betragtes som rent sludder og vrøvl for andre end Arne selv, dette skyldes enkelt at der ikke foreligger andet at forklare end Arne selv – som biologisk fænomen betragtet.
Når Arne i den forbindelse taler så meget om noget i grunden guddommeligt hvorom ingen kan vide noget som helst, da må vi rettelig bare sige, at også dette er rent sludder og vrøvl, dersom der jo intet er at forklare – vi behøver slet ikke forklare fænomener der ikke eksisterer…;)
”Vi andre udenforstående lever så godt med at det hele er uden mening, andet end den stærkeste overlever, vi er selv istand til at skabe en mening med vort liv, uden at vi behøver hjælp fra nogle luftige individder som ingen har set, ikke fordi man ikke har forsøgt at overbevise verden om det modsatte uden at have et enkelt microbevis, men sådan er det at tro, det er rene gætterier, løgn og hjernespind”.
- Ja, alene i denne ende af evolutionen vil også idéer med størst forklaringskraft få de bedste forudsætninger for overlevelse.
Der er særdeles god grund til at skabe fornuftige forklaringer som fundament for meningers relevans, simpelthen fordi meninger også kan få betydning for andre end én selv. Fx er det ikke videre smart at tilskrive en mening betydning, alene fordi man kan tro. Det er ret og slet for sløset, og direkte usmart at bygge sit følelsesliv op omkring en tro på en ikke-eksisterende elsker(inde). Havde elsker(inden) haft evne til eksistens, da var der ingen grund til troen.
Ja det kan decideret være skæbnesvangert at tro noget, uden at der foreligger en god grund til at antagelse. Det er jo præcis hvad kritik af meninger handler om: at finde de gode forklaringer frem som grund for evt. synspunkter/konklusioner. Og her nytter det ikke meget at den troende udviser sans for også at føle sig smækfornærmet, blot fordi trosgrundlaget ramler sammen – er det for øvrigt ikke tit troende der taler så meget om det at være åben overfor (bedre) forklaringer? ;)
Der kan unægtelig ikke være megen mening i at tilfredsstille trosanskuelser med en kærlig beundring, hvis selve trosanskuelsen er lodret ubrugelig som forklaring. Og da troende jo efter egne udsagn ligefrem formoder at have fundet en mening med livet der også angår medmennesker, ja da må den troende selvsagt forventes at være i stand til også at kunne forklare meningens betydning. Den slags gør vi jo alle i det daglige, ved simpelthen at påvise et forhold mellem det vi oplever og det vi mener derom.
”De kæmper ihærdigt for deres hellige spøgelser, vi andre bare driller og griner af dem, måske ikke videre respektfuldt, men skal man virkelig have respekt for noget absolut nonsens, selvom det er "statsgaranteret/autoriseret" ?? et stort og rungende NEJ er mit svar”.
- Jeg synes bestemt også forventninger om respekt, afgørende må sættes i relation til selve meningsindholdet: man må være i stand til at argumentere for en menings relevans og betydning. Først da vil nogen kunne kvalificere og udvise et synspunkt en given respekt.
Der må ergo også her være en god grund til udvisning af respekt, som jo er en positiv anerkendelse af et forhold mellem to identiske konklusioner – hvorimod en respekt for alles ret til at frit at ytre sig offentligt er noget ganske andet, hvilket debattøren Arne har fået helt galt i halsen…
Selve årsagen til Arnes tidligere snak om respekt for hinanden var udelukkende den, at såfremt alle mennesker pålagdes at respektere hinandens meninger, da ville dermed også hans overtro vinde et vist gehør og således blive kælet lidt for i det omgivne.
Et sådant behov for anerkendelse af meninger udtrykker i grunden mere et behov for egentlig kæl. Et krav om respekt for alles meninger ville betyde at den troende aldrig ville møde forklaringskrav og kritik, hvorfor statiske livssynsbetragtninger ville accepteres. Den slags har troende ønsketænkt i generationer.
Der kan være rigtig god grund til at drille hinanden, og selvfølgelig må troende tåle drillerier såvel som afvisning af ubegrundede trosanskuelser. Det guddommelige som nutidens troende kaster deres kærlighed på er jo bare antikke tanker der også i antikken ble mødt med kritik og skepsis i det sociale. Her flere tusinde år efter disse idéer skabtes har de stadig ikke kvalificeret sig som sandsynlige iagttagelser og kan ikke bruges til noget fornuftigt. Dette bringer jo trosanskuelsen på fallittens rand, hvorfor kærligheden til troen kommer til udtryk for raseri.
Så alene spørgsmålet om troens anvendelighed kan give anledning til drilagtige spørgsmål. Og i forbindelse med dette at vi må tåle drillerier, da så vi jo akkurat hvor hysterisk troende kan opføre sig under den såkaldte ”muhammedkrise” – du store kineser, mage til hysteri.
Stadig ser vi jo denne rørende trang til påkrav om respekt for religiøs tro, du ved, en politisk konsensus blandt uens trosretninger m.m. Man søger m.a.o. at politisere troen. Troende kan endda finde på at slå kritikere ihjel. Alt i alt drejer det sig også dér om at betvinge mennesker en respekt af noget man tror. Men havde troen i realiteten kun været et forhold mellem den troende selv og objektet, altså guden, ja da havde det ingen rolle spillet hvad andre måtte mene om det man tror.
Vi ser i dag mange forfattere der må leve i eksil eller skjult p.a. troendes hysteri. Dette belyser hvorfor det i dag er mere vigtigt end nogensinde at påpege skellet mellem kritik af troen såvel som retten til også at latterliggøre og illustrere kritik af trosanskuelser der opløftes til noget af betydning i det omgivne samfund. Gør vi ikke det, da accepterer vi faktisk tilstande skabt af hysteriske troende og helt på deres præmisser. Dette ville end ikke de troende selv kunne leve med i længden. Det ville jo bare blive en gentagelse af religioners blodige historie og til ingen nytte.
”Og verden gik da ikke under i går som en tosset hellig profet i USA havde proklameret, vistnok for tredie eller fjerde gang, jo de er sku tovlige de troende”.
- Måske hans verdensbillede gik ned da han verden stadig stod og solen skinnede da han stod op – er det ikke typisk: krav om opmærksomhed, som den egentlige grund?…;)
mvh
Simon
|
|
|
|
