|
0
registrerede
594
gæster og
49
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mystik
|
Hej Arne..
Det er altid nogle sjove retoriske øvelser man ser fra dig…
På den ene side af væggen forherliger du østlig religiøs mystik, på den anden fejlbeskriver du vestlige videnskabers metoder og betydning, og har nærmest brugt både loft og gulv på følelser du har overfor ikke-troende (ateister) , som altid er endt i et billede af dig selv som stakkels personligt forfulgt, når dine skønmalerier og skriblerier udsattes for kritik og krav om argumentation for dine påstande…;)
Noget af det mest grundlæggende vi vedr. værdisyn ka’ sige om vestlige landes demokratier, er idéen om individets ret til beskyttelse imod ideologier (staten om du vil) - ikke omvendt. Her er folks private tro ikke længere nogen stor udfordring for staten, individet ka’ tro sig blind om det ønsker. Religionskritik bygger i større grad på organiseringen og den indflydelse religiøse tankestrukturer har dybt i kultursamfundet, hvilket er et problem vi kun langsomt gør op med henad vejen i kraft større viden gennem kritik af vore idéer – denne selektive grund hvorpå al vestlig (nu også østlig) videnskab bygger fundament. Det er fx i denne forbindelse dine idéer om videnskabernes utilstrækkelighed aldrig har slået til Arne. Dels fordi du jo aldrig har turdet kaste dig ud i en formulering af et mere attraktivt alternativ til videnskabelige arbejdsmetoder, og dels fordi dette ville medføre standpunkter der satte lys på de grundsyn der huserer bag dine mange poster om østlige religioners fortræffeligheder som fundament for dit livssyn..;)
Men hvad værdisynet angår, da indtager religioner en kvasipolitisk position fordi det mest grundlæggende i moderne liberale samfund er at politiske standpunkter og normative synspunkter åbent må diskuteres for på den måde at kunne udsættes for nødvendig og stærk kritik – nøjagtig samme metode hvorved videnskaber udvikler sig, i modsætning til religiøse trosanskuelsers statiske grundsyn! Når politik udøves på basis af religiøse grundsyn har det altid været fristende for de troende at forsøge at immunisere kritikken med henvisning til sårede følelser (med reference til dig), her i vesten ser vi endog angreb på religionsfriheden. Dog fastholder vi her i vesten, at religionsfriheden er individets værn og ret til tro og tanke, ikke organiserede religioners krav på politisk indflydelse.
En gut som Hans har fx en vis evne til at fantasere politiske ideologier, ja psykoanalysen som det rene teologi, end ikke filosofiens historie forstår han som adskillelsen fra teologi. Alene deri ligger der en indbygget nødvendig kritik, idet selve grundtesen om noget guddommeligt som fundament for livssyn bygger på tanker og idéer udsat for kritiske modeller, ikke medfødte attributter fra naturen. Og selvfølgelig forstår man hans behov for at presse historiske begivenheder ind i en marxistisk virkelighedsforståelse hvor alt andet end arbejderklassens og socialismens bidrag må bortdefineres, man ka’ kun håbe empirisme, rationalisme, den sekulære forfatning samt magtfordelingsprincippet ikke helt er produktet af ”spinning jenny”...
Hos dig ser jeg imidlertid samme sværmerier, du har bare ikke Hans’ mod til at præcisere hvad du virkelig mener. I det lys er du glat som en ål Arne. På denne ene side sværmer du konsekvent omkring denne idé om en større universel mening med livet i lyset af religiøs tro med redskaber som poetik, på den anden side tør du ikke nærme dig en præcision af trosfundamentet som grundsyn. Det er dette skisma jeg ser som en grundlæggende splittelse jeg udmærket forstår i mange af dine poster, tro er immervæk et fundament af tvivl. Mystik synes imidlertid er være din klippe, hvor end ikke sandsynlighed spiller nogen rolle. Du virker forarget helt ned i dybet, og fremsatte af samme grund tidligt i debatter idéen om respekt for ytringer på alle hylder. Det er et sårbart fundament for debat Arne, og det er et udgangspunkt jeg har svært ved at kombinere med samfundet omkring os. Ikke at rummeligheden ikke opererer med respekt for ethvert menneskes ret til frit at ytre sig, men at man indopererer særstatus fordi man har kombineret idéer med følelser, giver altså ikke forrang på nogen hylder. Så det kan altså ikke nytte at du flytter kritik af synspunkter du fremmer (selv i skjulte og indirekte tilkendegivelser) over i en kritik af selve dine personlige rettigheder, og det er tit dét jeg ser gemt i din store forargelse.
For mange mennesker i dette samfund er ytringsfriheden selve grundplanken i det liberale demokrati. Religioners indvirkning på samfundet har specifikt i form af radikale islamiske trossamfund vist radikaliseringer i form af ønsket om at sætte vestlige frihedsværdier under pres. Vi forholder os i stor grad politisk til den slags, og bliver naturligvis forfærdede når vi med vold konfronteres. Senest så vi så et eksempel på hvor paranoid man kan blive, når først omverden er tolket ind i en snæver komedie af et verdensbillede, politisk som religiøst, og tak skæbne for at idioten viste sig at være en gylden norsk klokkeblomst og ikke en mand med mørke krøller, for så var medierne og radikale på højrefløje rundt om i europæiske lande da gået helt bersærk. I stor grad har norske politikere fra venstre over midten i stedet vist hvordan situationen tackles så flot, ved at fæstne opmærksomhed på det menneskelige som jo er hvad det i grunden drejer sig om, dvs. alle de mennesker der døde og kom til skade samt alle de efterladte, var i fokus. Og det er jo også sådan det bør være. Skaden er heller ikke her værd at sætte i økonomisk lys, for det der forfærdede os alle var jo brutaliteten og den kulde hvormed børn, unge og ældre koldt blev henrettet offentligt, og af en person der vel ser sig som en slags ”national-kristen ridder”. Årsagen, læser man i spring den katekismus af en ”drejebog” idioten brugte en masse tid på, virker så tilpas diffus at kun radikale nationalister vil kunne identificere sig. Der er ingen splittelse politisk eller i folks sædvaner, den psykiske reaktion er noget andet, man tænker og føler stor sorg i kontakt til mindesmærker eller forklaringer fra dybt berørte mennesker i midten af orkanens øje. Folk der ikke tror en masse om guder med meninger om dit og dat og som gemmer sig under tæpper eller ude i universet, ja i det uerkendelige, føler sørme stor omsorg overfor mennesker i nød uanset deres overtro, er det ikke utroligt Arne? Begivenheden er en national tragedie med politiske virkninger i facetter, forstået på den måde, at tragiske hændelser får mennesker til at agere og tage stilling i det sociale der knytter os.
Her i Danmark har vi igen set medieliderlige teologer springe nationen til hjælp med biblen i den ene hånd og Oehlenschläger i den anden, helt som under muhammedtegningerne, og altid de samme med samme meninger om samme mavefølelse. Jeg tror gud sidder i Sørines Godtfredsens mave, særlig i bedste sendetid, hvor sidder din gud? ;) Mon ikke vort lands, ja civilisationens udvikling er helt afhængig af åbne meningsbrydninger, personlig og politisk frihed – det vil jeg mene, du kommer næppe udenom snart at bevæge dig imod en smule sund fornuft og væk fra den personlige fornærmethed, ikke mindst at forklare dine meningers betydning og nytte; det er faktisk hvad debat handler om Arne..;)
Mvh
Simon
|
|
|
|
