|
0
registrerede
862
gæster og
1750
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Hej Anne - ALH.
Jo, det visuelle er væsentligt stærkere end det auditive - og ligeså langt stærkere end det at læse ord.
Det mener jeg at have set, at forskere har fastslået, som gældende for langt de fleste mennesker, og det er også min erfaring fra mange foredrag for svineproducenter om at forebygge sygdomme.
Når jeg kortede foredraget ned til fordel for diskussion med deltagerne (som igen er langt stærkere end foredragsholderens monolog), så var det altid noget visuelt, jeg havde fremvist under foredraget, og ikke noget, jeg havde sagt, der fremkaldte spørgsmål, kommentarer, idéer m.m. hos mødedeltagerne.
Her kan jeg godt undre mig over, at sognepræsterne stadig står på deres prædikestole - ofte med næsen nede i et manuskript og uden øjenkontakt med kirkegængerne - mens de fortsat fravælger både det visuelle (f.eks. PowerPoint-gudstjenester) samt efterfølgende diskussion af prædikenen.
Ligeså undrer det mig, at præsten, der døber børnene, næsten demonstrativt afleder opmærksomheden fra selve ritualet ved at stå med en meget synlig bog i den ene hånd, som han/hun læser op af (Det kan da ikke være så svært at lære de ret få ord udenad - og vi ved jo godt, at præsten har lært at læse  ).
Og hvorfor denne påklædning, sort kjole og hvid pibekrave, som jo bare er en borgerdragt fra middelalderen, nogenlunde svarende til vor tids "Kjole og hvidt"?
Som lægmandsprædikant en enkelt gang - mens jeg endnu havde håb om den lokale folkekirke - og var medlem af menighedsrådet - brugte jeg både øjenkontakten, en lommelygte til at lyse på duen under "lydhimlen" over mit hoved (Helligåndssymbolet) i det rette øjeblik samt en efterfølgende åben diskussion med hvem, der ville - stående midt på kirkegulvet sammen med sognepræsten.
Det blev rigtig godt modtaget (iflg. spørgeskemaer uddelt til kirkegængerne), og det fremkaldte spændende spontane og inspirerende indlæg fra deltagerne.
Det samme blev en kort meditation midt i prædikenen, mens min ghettoblaster afspillede vidunderlig smuk, synes jeg, munkesang fra det ortodoks kristne Bulgarien - Sang direkte til Gud (Den ortodokse kristne kirke er helt uden musikinstrumenter).
Stemningen blev ikke ringere af, at alle kirkegængere ved ankomsten fik et fyrfadslys, som de blev bedt om at tænde og efterfølgende lade flyde i vand i nogle engangsaluminiumsbageforme anbragt, så de dannede et kors - og naturligvis med "min Ikón" i stort format (foto i passende ramme) anbragt samme sted midt på kirkegulvet.
På den måde var alle meget mere aktivt med (som de jo også er i de ortodoks kristne gudstjenester).
Og som "tekniker" hjalp jeg ved en anden lejlighed vores sognepræst med en PowerPoint-gudstjeneste, hvor man hele tiden under gudstjenesten kunne se billeder og tekster og vide, hvor vi var, i gudstjenestens forløb.
Det faldt også i rigtig god jord - men blev aldrig gentaget.
Skal man have rigtig glæde af - og inspiration fra - de byzantinske Ikóner (Småbyen Byzans, der blev til Kejser Konstantinópolis - Konstantins by - og senere Istanbul) er det nødvendigt at kunne "læse" Ikoner, at kende symbolerne.
IX = Jesus Kristus og Alfa (agapó) = Jeg elsker, som Kristus næsten altid viser med sin højre hånd, og Omikron, Omega og N = Den værende, "Jeg er den, der ER" i glorien (fra Moses' møde med Gud ved den brændende tornebusk).
Men også farverne har symbolværdi: Guld = "Det uskabte lys" (lyset fra Skaberen), Hvid = Evighed, Sort = "Død og undergang - men også ny begyndelse" (Vishnu og Shiva - Apollon og Dionysos), Blå = "Det himmelske", Rød = Lidenskab, passion, blod, Bjergrødt (brunlig rød) = Jordisk, som Gudsmoder (Jomfru Maria) oftest er klædt i (Den helligste af alle jordiske mennesker - efterfulgt af Johannes Døberen (Ioannis o prodromos - Johannes foran på vejen) og endelig Grøn = Det spirende nye.
Helligånden vises på forskellige måder, ofte som en lysstråle, eventuelt indeholdende et par fuglevinger, men også, som i Kristus Ikóner ved en svulmende hals.
Endelig er det også vigtigt at forstå, hvorfor Ikóner ikke har perspektiv (men ofte omvendt perspektiv) - de er ikke tidsbilleder, de er evighedsbilleder ("Fra evighed og til evighed") - og man kan jo ikke "gå bagom evigheden"
En bog af afdøde sognepræst, Søren Prahl: IKONER, Nordisk Kulturhistorisk Selskab, 1987, ISBN 87-89202-00-7, kan ikke længere købes, men lånes på biblioteket.
Den indeholder en kort og enkel introduktion - efterfulgt af noget i første omgang mindre væsentligt - samt en stribe helsides Ikóner (i farver naturligvis).
Læser man Søren Prahls tilhørende forklaring til de enkelte Ikóner på den tilsvarende venstreside - så "åbner" Ikónen sig i mange tilfælde - så man kan se, hvad det er - og det er sommetider umagen værd - endda ganske meget - synes jeg
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
