|
0
registrerede
131
gæster og
132
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Kære Arne
Jeg er slet ikke i tvivl om, at ikoner rummer mystik, nogle mere end andre. Det får mig til at tænke på, at jeg faktisk tror, at jeg selv er rimelig visuelt anlagt. Det betyder også, at jeg har sværere ved at tage mig sammen til at læse alt det stof, jeg f.eks. skal i forbindelse med studiet og, hvis indlæg er meget lange og tætte, kan de også give anledning til en følelse af uoverskuelighed. Med andre ord - og nu er det ikke fordi, at jeg ikke er boglig anlag eller hader at læse - betyder billeder meget for nogle af os, og det er måske derfor, at f.eks. jeg kan føle mig mindst lige så grebet ved at se et Kristusbillede/-ikón som at læse i Bibelen. Disse billeder kan, hvis de er gode, indeholde en fortælling, ja, rumme budskabet selv, Jesus Kristus.
Man siger jo også, at børn lærer forskelligt, hvilket bl.a. har været årsag til de såkaldte læringsstile . De går kort fortalt ud på, at underviser sammen med eleverne finder ud af, hvad der skal til, for at den enkelte elev bedst kan modtage og indoptage undervisningen. For nogle er det måske vigtigt at sidde ved énmandsbord, nogle skal have nogle visuelle redskaber, mens andre har godt af at høre musik i høretelefoner. Det er selvfølgelig meget løst skrevet, og spørgsmålet er jo altid, hvordan det også fungerer i praksis for underviseren og klassen som helhed. Men jeg kan rigtig godt lide ideen bag (selv er jeg en af dem, der hurtigt bliver forstyrret af lyde, hvorimod jeg meget gerne hører musik, mens jeg læser, faktisk skal jeg nogle gange have musik lige ind i ørerne, ind i hjernen, ligesom hvis jeg skal løbe. Endvidere har jeg bildt mig selv ind, at debat er godt for tænkningen, og så falder jeg ikke så let i søvn over skrivebordet). Det kunne i den forbindelse være sjovt at dissekere hjernen og dens forbindelse til vores krop og psyke :-)
Et andet perspektiv jeg får lyst til at præsentere er bibliodrama. Her læser man simpelthen Bibelen med kroppen. Der er mulighed for at gå dybere ind i en bibeltekst med sin krop, sit personlige utryk f.eks. ved at male og forme ler, ja, med sin livshistorie. Det er en rigtig spændende proces, men det kan også være rigtig konfronterende og provokerende. Men jeg finder det egentlig meget ærligt og åbenbarende - kroppen afslører ofte, hvor vi befinder os - som er en af grundene til, at jeg har svært ved at forene mig med Bhagavadgitaen.
Mvh
Anne
|
|
|
|
