|
2
registrerede ABC, Arne Thomsen
443
gæster og
204
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Hej Anne - ALH.
Du skriver:
"- har du overhovedet de sidste 3-4 dage forholdt dig til mine indlæg, forstår du f.eks., hvorfor jeg drager Simon2 og Thomas (i parantes) ind i det her forehavende?"
"Når det er sagt, kan jeg spørge dig, om jeg så burde dukke mig, når f.eks. Simon2 hårdnakket efterlyser nogle videnskabelige belæg for, at jeg (og for den sags skyld også Thomas) overhovedet kan fremhæve Kristustroen som noget betydningsfuld, hvis ikke dette kan siges at være noget reelt eksisterende?"
Så her må jeg nok sige, at jeg nok ikke rigtig har fået øje på noget, som jeg har fundet det væsentligt at forholde mig til (meget muligt min fejl).
Men hvis nogen skulle finde på at kræve videnskabeligt bevis for en religiøs tro - ja, så gider jeg ærligt talt ikke rigtig at lege med 
Du skrev også:
"Jeg kan ikke nøjes med et årligt besøg i en kirke på en bjergtop eller et årligt besøg i et økumenisk fællesskab i Taizé. Nej, det her handler for mig om min/vores virkelighed, hvori Gud faktisk taler og handler (Guds virkelighed). Skal Jesus ord og bud eller Kristusbegivenheden give mening må det her være et levende forhold"
For mig er en Ikón - især en Kristus Ikón - men også Gudsmoder Ikóner - ikke noget, jeg bare kaster et blik på en gang imellem, ja, dvs. det gør jeg jo også.
Og det er langt fra alle Ikóner, jeg kan "bruge".
Men dem, der siger mig noget - og det er mange - og jeg har mange i mit hjem - dem har jeg ikke det rette forhold til (ortodoks: "den rette ære"), før jeg "kan dem udenad"
Altså så jeg kan se og opfatte dem uden at behøve at se på dem.
Og i ortodoks kristendom er billedet og ordet ligestillede, de siger det samme, men på hver sin måde.
Noget udtrykkes bedre i billeder end i ord, og andet forholder det sig omvendt med.
Det er i hvert fald sådan, jeg har det.
På den måde er Ikónerne altid med mig - mere eller mindre fremme eller tilbage i min bevidsthed - men i særlige øjeblikke, når der er stærke følelser på færde - eller når kreative idéer eller intuitioner er ved at fødes - så giver blikket på oftest én bestemt Kristus Ikón mig både støtte og styrke "på det oprørte hav", og så ka' jeg godt finde på at tænde et lys og at brænde røgelse i "fødselsveerne"
Og det er en stor lykke!
Men så, når jeg nu kun én gang om året går så stille som muligt i den subtropiske urskov - op til "min Ikón" (som min græske Ikón-malerven siger ikke er noget særligt - men ham om dét) så er det ikke de mindre "fødsler" længere - så er det som oftest hele verden, der fødes på ny - og er endnu mere vidunderlig - mens jeg totalt glemmer mig selv, mister alle tanker og bare helt afslappet ER - fuldt opmærksom.
Jeg duer ikke til at forklare, men det, jeg skriver her, er nok det nærmeste, jeg kan komme det - og jeg kunne ønske ethvert menenske denne lykkelige oplevelse
Og så må jeg nok hellere holde inde nu - inden jeg "flyder helt over"
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
