|
0
registrerede
219
gæster og
312
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Kære Michael
Dine to afsluttende sætninger i dit indlæg, ja det synes jeg jo netop er essensen af Gud, Vor Herre, Helligånd eller hvad vi nu vælger at kalde ham.
Og som du skriver, høres den stemme som en stille stemme, når vi selv bliver "stille" (ikke som en YDRE stilhed, men som en INDRE stilhed) ved NETOP at sætte os ud over den selvoptagethed, selvdyrkelse og selviscenesættelse, som netop ligger "lidt faretruende" i tidens store dyrkelse af, at skulle "finde sig selv", "komme til sig selv"
Og der hvor jeg ser det lidt "falske og faretruende" er ved, at den er "pakket ind" i at agere "halsende" (og sundt?) som et marathonløb med udmattelse og forhindringer og SELV "halse" efter at komme til kort, nå sin grænse, FOR at kunne gribe ud efter "TROEN PÅ GUD" som en forlængelse af den selviscenesættelse, som det hurtigt kan blive. Og igen indpakket "pænt og troværdigt" af historisk kristendom og tro, lover den pr. koncept os, (ikke GULD og grønne skove) men GUD og grønne skove.
Gud, Vor Herre, Helligånden eller hvad du vil kalde ham er tilstede i ethvert UDadrettet møde med et andet menneske, i ethvert GIVENDE, LYTTENDE og FORSTÅENDE møde med et MEDmenneske. Og det er ikke INDadvendt mod sig selv eller "udadvendt" og "opadvendt" mod Gud.
Gud bor i øjenhøjde med os, for han bor nemlig lige nøjagtigt i ØJNENE på ETHVERT menneske. Et menneske, som bliver til et MEDmenneske, når vi MØDER de øjne med åbenhed, imødekommenhed og forståelse ... og det UANSET hvem det menneske er.
At kunne stille sig under for at det overhovedet bliver en reel mulighed at ... UNDERstand.
Mange gode tanker og et varmt God nat fra
RoseMarie
Det var lige de tanker, som du satte igang hos mig ... med de sidste par linier i dit indlæg.
|
|
|
|
