|
0
registrerede
863
gæster og
1802
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Hej Arne
Undskyld hvis jeg kom til at overse dit indlæg, men det går nogen gange lidt hektisk til med visse balstyrige debatdeltagere, der ligesom jeg, desværre, leverer alenlange debatindlæg.
Jeg synes ikke, at det er for plat at bruge ordet Gud, blot fordi dette ord er blevet misbrugt og misopfattet i årtusinder.
Når jeg skriver at ordet er blevet misbrugt og misopfattet mener jeg at mange har taget det til indtægt for deres egne ønsker og betragtninger, uden hverken at forstå sig selv eller hvad ordet indebærer.
Det er let nok at postulere, at Gud er virksom i éns liv og så er det i virkeligheden bare én selv der kommer til udtryk.
Mennesket er den højeste form for liv på denne planet. Vi er liv, som er os selv bevidst og derfor kan vi ikke tale om at Gud er virksom gennem os hvis vi ikke forstår os selv.
Netop fordi vi er den højeste form for liv på planeten har vi et ansvar og dette ansvar kan heller ikke opfyldes hvis vi blot læner os tilbage og tror, at Gud nok skal ordne det hele for os.
I dag har vi kendskab til hvor ufattelig stort universet er, men det betyder ikke at Gud er et eller andet sted derude på den anden side af universet langt herfra.
Det er lidt som Jesu udtalelse om at ingen fugl falder til Jorden uden at Gud er med deri.
Vi er en del af universet og må forholde os til det som er vort liv, begrænset som det er af af tid og sted. Men det er ikke ensbetydende med at dette liv ikke er en del af helheden.
Derfor er Gud tilstede i både det store og i det små, men vi kan ikke høre Hans stille stemme medmindre vi selv bliver stille og glemmer vores selvoptagethed. 
|
|
|
|
