|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
483
gæster og
33
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Hej Anne.
Som jeg har nævnt før, så skelner jeg mellem tro og erkendelse, eller forståelse. Forståelse er ikke noget mystisk, frit i luften svævende, noget der eksisterer i sig selv. Man kan ikke forstå uden, at der er noget man forstår. Forståelsen er for mig intimt forbundet med begrebet sandhed. Det man forstår, er sandheden OM noget, man ser hvordan noget faktisk hænger sammen.
Nu kan det måske være svært for et menneske, der altid har været sammen med andre, at forstå hvordan det er at være alene. For mange år siden prøvede jeg at forklare min mor om det, men hun forstod ikke hvad jeg sagde. Først da min far døde og hun havde prøvet at være alene i et stykke tid kunne hun tale med om hvordan det var at være alene.
Hun beskrev blandt andet hvordan noget sådant, ikke længere at kunne høre hans åndedrag ovenover (de sov i køjesenge på det tidspunkt) gjorde, at hun oplevede virkeligheden helt anderledes – en meget grundlæggende tryghed var gået tabt.
Hvis man er lidt opmærksom i sit eget liv vil man opdage at éns energi kommer i udfoldelse ved samværet med andre mennesker. Hvis man isolerer sig, såvel fysisk som psykisk, så mister man sin energi, eller snarere, den kommer ikke til udtryk. Dette, at vi mennesker er sociale væsener, der har vores eksistens i kraft af forholdet til omverdenen er ikke en teori – det er en faktisk kendsgerning, som man selv kan gøre sig bekendt med, hvis man er lidt opmærksom i sit eget liv.
Når du skriver ’’ansigt til ansigt’’ er der en vis dobbelthed i denne udtalelse, for hvad er ’’ansigt til ansigt’’?
Jeg benægter ikke værdien af den fysiske kontakt. Et varmt knus hvor varmen breder sig fra den ene til den anden er guld værd, men på den anden side kendes der mange eksempler på, at mennesker har kendt hinanden og levet sammen i mange år, troet at de kendte hinanden og så har det vist sig, at det gjorde de ikke rigtigt alligevel.
Omvendt kan man sige, at dette ’’ansigt til ansigt’’ i første omgang er et mentalt fænomén og her kommer vi ind på begrebet det nære forhold, hvor ingredienserne netop er ærlighed, vedkommenhed og evnen til, både at kunne møde sig selv og den anden. Ordet ærlighed indeholder disse begreber og en sådan åbenhed overfor hinanden er netop kun mulig når man kender sig selv.
På en overfladisk måde, forstået i forbindelse med, at vi alle lever i forbindelse med omverdenen, kan man vel sige, at vi kommer hinanden ved her på debatten, men det er klart, at på et dybere plan indeholder begrebet ''at komme hinanden ved'' meget mere. Det indebærer blandt andet, at man sætter sig ud over sine egne behov og i stedet er der for den anden.
Men der ligger også en dobbelthed, en fare, i denne forståelse af, at livet leves i forbindelse med andre mennesker. Fordi det er et grundvilkår, er det også en meget stærk kraft som vi handler på og hvis vi handler ubevidst, hvis vi ikke forstår at vi ligger under for denne kendsgerning, så risikerer vi, at blive afhængige af andre. Der er derfor en væsensforskellighed i at være afhængig af andre og så ubevidst handle på dette livsgrundlag og så dette, som en autonom person, at erkende, at livet leves i forhold til omverdenen og så handle derefter.
Nu er tro jo et svært definerligt begreb Jeg er, som jeg skrev på et tidspunkt, ved at læse såvel Sam Harris: ’’Troens Fallit’’, som Tillichs ’’Troens Dynamik’’. Jeg så også udsendelsen om Sam Harris for et par dage siden på DR2.
Tillichs definition tager imidlertid højde for alle Sam Harris’s indvendinger, så jeg er gået videre med Tillich for at få et bedre indtryk af hvordan han forholder sig til dette fænomén, tro.
Jeg er nået til, hvor han skal forklare hvad tro IKKE er, men jeg kan allerede nu se, at han forholder sig til helt og holdent til det individuelle menneske. Han beskriver troen som forholdet til et ubetinget anliggende.
I det forhold, vi her diskuterer, må dette ubetingede anliggende være Gud og det at være menneske. Hvis vi fjerner alle forestillinger som menneskene har dyrket i deres tro på Gud, så står vi tilbage med selve fænomenet tro og vi kan umiddelbart se, at håb er en væsentlig bestanddel af denne tro og en drivkraft for det der kaldes trosakten. Der er selvfølgelig også andre faktorer, men det faldt mig umiddelbart ind.
Ligesom man kan have svært ved at indkredse, hvad tro er, kan det være svært at indkredse hvad bøn betyder. Det er klart, at det ikke nytter noget at bede om at blive rig. Hvis man bliver svaret og vinder en million er det snarere Fanden, man får svar af.
Personligt har jeg altid haft det forhold til bøn, at det kan være udmærket at bede for at få klarhed, men hvis der er nogen der svarer, så er det bare med at komme væk i en fart. Jeg er mest til, som Jesus anbefaler, kun at bede Fadervor, for ligesom Gud allerede ved hvad vi trænger til, så ved vi det også selv, dybt i os selv.
Ved blot at bede Fadervor, eller bede uden ord, eller blot være stille og være i vores følelse, så kommer vi udenom alle ordene og forklaringerne og forstår med os selv hvordan tingene hænger sammen.
Men det er blot sådan jeg selv har det, det er ikke udtryk for nogen ultimativ sandhed.
Dit citat minder mig meget om hvordan jeg selv opfatter. Jeg kan huske, at især Flemming Vang på den anden debat, har bebrejdet mig, at jeg hele tiden taler om mig selv, andre og de menneskelige forhold. Men samtidig siger han, at man ikke kan forholde sig til Gud, så jeg har aldrig rigtig forstået indvendingen.
Det er min opfattelse, at vi som mennesker skal udvikle os til at blive voksne, modne, ansvarlige og forstandige. Dette er i bund og grund et menneskeligt anliggende. Det er sådan jeg forstår udtalelsen:
’’I er Jordens Salt; men hvis Saltet mister sin Kraft, hvad skal det da saltes med? Så duer det kun til at kastes ud og trædes ned af Mennesker.’’ (Mattæus 5,13)
Selvom det er en kendsgerning at vi lever i forhold til andre mennesker og får vores styrke af dette forhold, så er det ikke en styrke der kommer udefra, men vores egen indre styrke der bliver aktiveret af dette forhold. Vi må have styrke i os selv. Ligesom vi må leve livet selv.
Når vi så står i en situation hvor vi føler at Gud har forladt os, er det så ikke der troen optræder? I denne forbindelse er det naturligt at nævne de jøder man har set billeder af gennem fangelejres hegn. Deres voldsomme lidelser under 2. verdenskrig bevirkede ikke at de mistede deres tro på Gud. De gav ikke Gud skylden, men forstod denne verdens, nogle gange, frygtelige betingelser.
Og selvom Jesus i et øjeblik følte sådan på korset, er det jo ikke en tilstand, der varer ved. Vi mennesker er på ingen måde hjælpeløse, der er så meget vi kan gøre.
Kun ved at være afmægtig og svag – i verden – hjælper Han os til selv at blive voksne og ansvarlige mennesker. Ansvarlige for os selv, vore handlinger og den verden vi skaber.
Hvis vi fik en verdensdiktator, så ville forholdene sandsynligvis blive de samme som disse tyske teologer oplevede under 2. verdenskrig.
Jeg tror ikke at flammen nogensinde går ud. 
|
|
|
|
