|
1
registreret Arne Thomsen
472
gæster og
35
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Kære Michael
Nu må du undskylde, at jeg ikke reagerede så positivt, måske ligefrem negativt, i aftes på dit indlæg. Jeg burde nok i virkeligheden ikke være på debatten om aftenen, især ikke hvis jeg er presset. Men nu har jeg læst dit indlæg med friske øjne og med erkendendelsen af, at jeg sådan set ikke behøver at gå i forsvar, for jeg er jo i virkeligheden enig med dig et langt stykke af vejen. Faktisk synes jeg, at du er ganske velformuleret og egentlig også konkret på en måde, så jeg kan genkende dine vinkler fra mit eget liv.
Det er derfor kun din sidste sætning, jeg vil sætte et lille spørgsmålstegn ved:
"Kun kærligheden, at komme hinanden ved, kan fylde dette hul."
- Det er en bred sætning, Michael, og selvom jeg forstår din hensigt, vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved det "at komme hinanden ved". Er det f.eks. det, vi debattører gør her på debatten eller i chatten? Det mener jeg ikke, at det er på den måde. I hvert fald kan man, hvis ikke man lytter efter, blive skuffet. Men mon ikke vi begge har prøvet det, at lige så morsomt, som chatteriet kan være, ligeså katastrofalt kan det være  Det gælder også andre relationer. Måske er vi enige om, at det virkeligt at komme hinanden ved først og fremmest sker ansigt til ansigt. Det er en stærk betoning, fordi der ligger en dobbelt betydning gemt her: At stå ansigt til ansigt med den anden fordrer også, at vi står ansigt til ansigt med os selv. Men nu er det så ikke sikkert, at det hul vi har af længsel bare lader sig fylde ud af at komme hinanden ved. Jeg tror den dimension, jeg savner i din sætning er en troens dimension. Det er med andre ord troen, der skal udfylde det hul på en sådan måde, at vi kan rumme vores egen længsel, men også tage imod dér, hvor der vitterlig er relationer, åbenhed og kærlighed. Og netop her i fællesskabet kan det lette en om hjertet, for hvilken mening giver det at være alene om/med sin Gudstro? Jeg er sikker på, at Gud kalder og ønsker os, og at vi også må tage dén proces på os at rumme ensomheden eller i hvert fald at rumme os selv.
Der ligger her en dobbelthed i menneskesynet, jfr. skabelsesberetningen 1 Mos. 1: Vi er skabt sammen, som mand og kvinde til fællesskab, men samtidig som mand og kvinde hver for sig; vi er lig hinanden, men også forskellige. Det er vort livsvilkår, men når det individuelle og det privatiserede overbetones, risikerer vi at miste udviklingen af vores fællesskab og dermed menneskeheden - og som regel andre fundamentale faktorer for vores eksistensberettigelse.
Nu er jeg så ved at komme ind i den skriveproces, hvor ordene bare former teksten rimelig tilfældigt eller, hvor det ene tager det andet. Min hensigt var, at jeg ville skrive ganske få sætninger og så give dig et par citater.
Det centrale var altså med dette indlæg foruden min ros af dine mange gode facetter at pege på troen. At tro er slet ikke at komme frem til en bestemt intellektuel overbevisning, men at finde/mærke/erkende/overgive sig til dybets dimension - Gud, der har taget bolig iblandt os og i os (men tanken/fornuften følges som bekendt ad med følelsen/erfaringen som en kontinuerlig proces, så vi undgår rent følelsesdyrkeri og ren intellektualisme og videnskab).
Og når vi taler om Gud, ja, så er det en Gud midt i verden, både i livets dybeste hemmelighed (mysterium), men også midt i tilværelsens pulserende liv, som Peter Lodberg så malende beskriver om Desmond Tutus teologiske tema. Et tema, der iøvrigt lægger sig meget tæt op af Bonhoeffers ord om, at Gud ikke skal findes uden for denne verdens grænser eller ved livets grænser, men derimod midt i livet (Lodberg fortæller endvidere, at Bonhoeffer kom frem til sine formuleringer om troen på Kristus gennem bønnen, hvilket jeg synes er interessant og passende for min ide om at oprette et Kristuscentrisk meditationscenter på Århus Universitet om kristendommens sociopolitiske betydning i det 21. årh (ikke som konkurrent til Hanskrist's center i Nørresunby)).
Til sidst dette citat som jeg ikke vil knytte nogle ord til, da jeg stadig er i proces med ordene, som jeg første gang for alvor studsede over i efteråret, da jeg slog op på den første side i A Christianity for a New World af John shelby Spong. Her citerer spong Bonhoeffer, men i den her forbindelse er det altså Lodberg, der i sin bog om Tutu inddrager Bonhoeffer:
Gud lader os vide, at vi må leve, som om vi kan klare livet uden Gud. Den Gud,der er med os, er den Gud, der har forlader os (Mark. 15,34)! Den Gud, der lader os leve i verden uden arbejdshypotesen Gud, er den Gud, vi betandig står overfor. Overfor og med Gud lever vi uden Gud. Gud lader sig trænge ud af verden og op på korset, Gud er afmægtig og svag i verden, og netop og kun sådan er han hos os og hjælper os.
Dette skrev Bonhoeffer i et af sine breve under sit fængelsophold under 2. Verdenskrigen. Her knyttes teologien sammen med menneskets situation i verden (som er en af grundende til, at jeg overvejer at forfølge sporet om kristendommens sociopolitiske betydning; hvordan ville teologien og kristendommen i Vesten f.eks. se ud, hvis vi pludselig fik en diktator eller en 3. Verdenskrig?).
Mvh
Anne
|
|
|
|
