|
1
registreret Arne Thomsen
472
gæster og
35
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Hey Arne og Michael og Anne og andre
Jeg har sagt det før, Michael og Anne, er klart 2 af de mest åbne (Bjørn og Ipso Facto også), og de er de 2 der har ændret sig mest på de 2 religionsdebatter (Thomas er sværere at grade). Altså hos Anne og Michael kan man spore en udvikling og en reel ændring eller vækst.
Langt de fleste debattører er fastlåste, jeg er selv en af de mest fastlåste, der komponerer alt ud fra Kristusbegivenheden og kristendommen set ud fra Pauls evangelium om Kristus Jesus, eller set ud fra Kristusmystikkens synsvinkel. Dette er dog med fuld overlæg, altså en bevidst beslutning jeg har taget. Hvor jeg sammen med Paulus siger at jeg aldrig bliver træt af at sige det samme og det samme om og om igen. Jeg har den samme nidkærhed og hvidglødende entusiasme for at forkynde begivenheden Kristus i menneskets liv, altså Kristusmystikken.
Nu gør jeg mig lige til overdommer, HansÜberChrist.
Da jeg mødte Michael var hans tænkning syltet i Krishnamurti og Gîtâens indflydelse. Gennemført kvietisme og et totalt forbud mod tanker ord og begreber, alt skulle opløses i noget bagvedliggende og forskelsløst og udifferentieret noget. Det var et angreb imod alt konkret og alt i tiden værende, fordi Michael hver gang ville påpege at der var noget andet og større og mere essentielt og væsentlig omme bagved alting i tiden værende og selvet stod i lige linie med tidsløshed og evighed og uendelighed. Den åndelige verden var at gå til grunde i sig selv (grunde i sig selv) og guden her eller manglen på samme, så det hele endte som stilheden tomheden og det uendelige rum. Lidt den samme monisme som vi finder i EKIM.
Det siger sig selv at hvis man har den holdning som Michael her havde, så brager man lige ind i kristendommen før eller siden, om en sådan findes på stedet hvor folk som Michael optræder.
Alt det Michael præsenterer for os og repræsenterer er alt det kristendommen har identitetsmarkeret imod i 2000 år nu. Begyndende med kristendommens selvidentifikation i forhold til Hellenismen og gnosticismen, arianisme mmm.
Men problemet er at der næsten ingen kristne er i dag, mennesker hvis tankegang er kristianiserede. Langt de fleste tror at kristendommen er at ligne ved lidt det samme som det Michael, Jan Sero, Esther og Rubæk er beskæftiget med. Og hvis det ikke er kristendom det disse personer og de Dan Brownske bevægelser beskæftiger sig med, så det er fordi Kirken er en forbandet djævel sammen med Paulus, der har korrumperet alt omkring Jesus, forfalsket Jesus og hans budskab (iøvrigt også de fleste ateisters syn på sagen, Stausholm er berømt her).
Nå men hvad sker så på debatterne, jo Michael ender i et til flere vilde slagsmål med den HansKristi-lige og de kristne som Vang og disciple og den "nykristne" Anne (da hun rent faktisk har sin "kehre" "omvending" her på debatten for åben skærm, hvis man har været vågen iagttager af debatten i de år (også derfor jeg nævner hende sammen med Michael som de to der har udviklet sig, været i proces)).
Det der så er tilfældet nu i dag med Michael er at han har taget mange af de kristnes tanker til sig, og nu altså huser 2 diskurser i hovedet, forskellige diskurser om mennesket.
For en Neuro-Psycho-Christo-Theolog som mig er det sjovt at se hvordan disse 2 diskurser huses i den samme hjerne (bevidsthed (en vis bevidsthed må vi vel tilkende manden)).
Stærkt påvirket af de kristne tænkere siger Michael i dag.
"Og fordi vi kun tænker på os selv og ikke elsker hinanden er vi i vores indre et stort tomt hul af længsel.
Kun kærligheden, at komme hinanden ved, kan fylde dette hul."
Men manden skrev indenfor de samme 24 timer følgende:
Hvad er kærlighed? Kærlighed er en uendelig virkelighed.
Kærlighed er stilheden og det uendelige rum.
Stammende fra hans kongstanker gennem flere år:
Dette tomme, indholdsløse ingenting. Enhver jeg-bevidstheds værste mareridt.
Det eneste der findes, nogensinde har fandtes og nogensinde vil komme til at findes.
Hvor barnagtigt at holde fast ved dette svagpisseri.
Vi kan opgå i Kristus, indhylde os i Pauli lidenskab eller lade os opfylde af Helligåndens salighed.
Alligvel holder jeg fast ved dette tomme, indholdsløse nu.
Fordi det er det eneste der findes.
Presset på Michael og Kræn-p, for at få en redegørelse for deres syntese mellem Gïtâen og kristendommens filosofiske og teologiske verdensbillede og virkelighedsbillede, øges dag for dag.
Men man skal ikke regne med respons, for i Gîtâen står der at man skal øve sig i at være enøjet og man skal lære at vende det døve øre til diskurserne (gøre sig fri af alt hvad der sker i tiden). Så Kræn-p's besynderlige debatadfærd skyldes selvfølgelig hans Gîtâ opdragelse, hvor man er vis hvis man optræder stum og tamasdum. Kræn-p han gider hverken ride eller ikke ride, og så står det sgu skidt til. Enhver rask mand elsker en rask ridetur, altid er vi parate til et friskt lille korstog i vores del af verden.
Begge er de af den opfattelse (dog Michael er i proces, så hvad han mener i dag skal jeg ikke kunne sige) at de har fundet noget til-grundlæggende for kristendommen. Så de befinder sig på et dybere niveau rent eksistentielt. Kræn-p med sit berømte spadestik dybere, hvor han har fundet hvad alting bunder og grunder i (her er det vigtig at forstå at, hvem vi er, grunder i hvad der er, sådan er det for Kræn-p for hvem "det" skal forklare menneskets hvemhed. Det vil sige vi har at gøre med en mand der ikke har taget Kant seriøst, ikke er påvirket af den måde Kant fik banen kridtet op på mht til hvad og hvem, mht natur og frihed (ånd),,også derfor at Kræn-p ikke er nået frem til Hegel og Marx, men som den ægte konservative mand han er, så tror han på at kasterne er Gudens orden eller naturens orden. Også derfor der ingen frihed og ånd, findes til mennesket i Gîtâen, friheden er en laaaaang kamp, yoga frigørelseskamp for mennesket, det er ikke noget vi har i forhold til Skaberen eller Guden/Gud).
Mange kærlige hilsner Hanskrist.
PS:
Min eks hun sagde altid når hun ikke gad respondere på mig, leve ansvarligt i forhold til mig som et medmenneske, at jeg kunne stege i mit eget fedt. Kræn-p har helt sikkert den sammen tamasideologi lidt. Ihvertfald er det lige ifølge Gîtâen, efter bogen, denne bog, ikke at deltage i debatten. Og ikke svare på kritik, for derved er man blevet besmittet. Disse Brahminer, jeg husker ikke hvor mange meter deres urørlighedszone, tryghedszone er. Men såvidt jeg husker må man ikke komme for tæt på dem, på grund af besmittelse.
|
|
|
|
