|
0
registrerede
43
gæster og
205
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Hej Anne.
Det er meget essentielt at kunne skelne. Det har jeg ikke været så god til på den anden debat hvor jeg ofte opdagede at jeg talte til mig selv.
I denne tråd drejer det sig først og fremmest om forståelsen af Bhagavadgita. Den er blevet fortolket utallige gange og man har lavet mange systemer over den. At noget er abstrakt betyder, at man finder nogle lovmæssigheder nede under det almene som man kan gøre gældende.
Derfor er det meget vigtigt at skelne mellem en lære der bygger på fantasi og overtro og en lære der bygger på iagttagelser fra det virkelige liv.
Det er meget let, at gøre det man læser til genstand for følelsen, til glansbilleder eller til gentand for alle mulige former for overtro og fantasi.
Man tror, at der findes en eller anden form for esoterisk viden som kun er for de indviede og som almindelige mennesker har svært ved at forstå.
Med virkelighed mener jeg, at det abstrakte er en beskrivelse af hvad der forekommer i vores almindelige daglige liv, dette at være menneske.
Drømme kan have betydning som det de er, men virkeligheden må vi forholde os meget stringent til.
Virkeligheden er vores virkelige liv blandt hinanden og alt hvad der hører til det. Når vi er på egen hånd, så er det at vi ofte går vild i vore egne følelser og reaktioner, så bliver vi selviske og handler forkert.
Der ligger et helt spektrum af følelser og handlinger som baggrund for alt hvad vi foretager os. Vi tror, at hvis vi erhverver os en masse psykologisk viden, så er vi bedre i stand til at leve blandt hinanden.
Men viden er ikke indsigt. Indsigt opstår når vi forstår os selv og det liv vi lever i blandt hinanden, forstår det direkte, ikke når vi læser om det. Al religiøs eller videnskabelig viden er i virkeligheden ganske ligegyldig, det vi virkelig ønsker er at blive elsket og accepteret som vi er og selv at komme andre ved. Være sammen så at sige.
I Paulus 1. Brev til Korinterne finder du en beskrivelse af denne selviske natur, når han taler om at være et rungende Malm eller en klingende bjælde. Det er selviskhedens tomme ord, uvidenheden, der taler.
Men selviskhed er blot et desperat råb fra en sjæl, der ikke bliver elsket og som derved ikke mærker kærlighedens fylde.
Det, du kalder Gud, nævner Paulus også. Det er når vi ikke er selviske, men derimod nærværende og vedkommende. Følelser som venlighed, kærlighed, overbærenhed (tilgivelse) er alle et udtryk for, at Gud virker i vores liv.
De andre, selviske, følelser, er derimod et desperat råb om hjælp fra en sjæl der aldrig er blevet elsket.
Så der hvor Gud er virksom i vores liv er der, hvor vi gør hans gerning.
Der hvor vi glemmer os selv og kommer hinanden ved i stedet for at have nok i os selv. Hvor vi lytter og gør os anstrengelse for at hjælpe en anden.
Derfor må vi tage det kors op, at forstå os selv og andre uanset hvor indviklet det kan forekomme. Måske det kan forekomme uoverskueligt, men er det ikke hvad vi alle gør når vi hver morgen står op og bevæger os ud i livet? Og livet er det vi lever med andre mennesker.
Livet er os selv og de menneskelige forhold. Det er kun der kærligheden findes.
Alt det andet er kun ord og begreber, som man kan beskæftige sig med fra tid til anden. Det er dog dette at føle sig elsket, som er selve livets essens.
Og fordi vi kun tænker på os selv og ikke elsker hinanden er vi i vores indre et stort tomt hul af længsel.
Kun kærligheden, at komme hinanden ved, kan fylde dette hul. 
|
|
|
|
