|
0
registrerede
223
gæster og
66
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Kære Hanskrist.
Tak for dit indlæg, i hvilket jeg mener at finde lidt af den Hanskrist, som jeg i 2005 lærte at kende som debattør ovre på det kristelige debatforum. Med hensyn til Edgar Morin’s ’Kendskabet til kundskaben’, som du i sin tid var så venlig at sende mig, må jeg bekende, at jeg både har læst den og ikke læst den.
Jeg gennemlæste den fra ende til anden og fandt den på den ene side interessant, men på den anden side så koncentreret, at jeg skulle læse den igen. Så langt er jeg imidlertid på grund af andre gøremål ikke kommet endnu. Jeg er derfor ikke klædt på til at udtale mig om bogen. Og det har jeg så heller ikke gjort.
Jeg er glad for Gîtâen (og Kræn-p) og du skulle lige se den (bogen), den er fyldt med farvestrålende fluorescenterende Textmarkeringer. Så jeg har læst en del, men det er triviallitteratur for en mand som mig, der er opdraget med at der ingen ånd (spiritualitet) er uden frihed (og Gîtâen er blottet for kategorien frihed så vidt jeg ka se (mennesket er ikke fri og skabende og historisk, men indlejret i noget der er, i natur og naturlighed og lovmæssigheder (men min endelig dom over værket kommer på et senere tidspunkt))).
Det glæder mig, at du er på vej igennem Gita’en, selv om den for dig er triviallitteratur, men er det ikke lidt uforsigtigt at bruge fluorescerende tekstmarkeringer? De kan jo ikke fjernes igen, hvis man fortryder. Personligt bruger jeg såvel lineal og blyant som viskelæder, så man kan fjerne de markeringer og systematiseringer, som man ved nærmere eftertanke finder forhastede. Vi, der ikke er så hurtige i opfattelsen, må undertiden bruge meget arbejde på at nå frem til en forståelse af det, som vi læser.
Det behøver du naturligvis ikke, fordi din logik er temmelig udifferentieret, idet den langt hen ad vejen fungerer efter det, som Sigmund Freud kaldte primærprocessen. Denne proces har sin egen logik, som vi eksempelvis møder i vore natlige drømme. Logikken går ud på, at der er identitet mellem to mængder, hvis de blot har ét delelement fælles.
Er der for eksempel tale om, at Michael, Arne Thomsen og jeg siger det samme på et enkelt punkt, slår du os straks i hartkorn med hinanden. Den såkaldte ’New Age’ strømning henter en del af sit åndelige gods fra Østen. Når du så opdager, at vi alle tre interesserer os for Bhagavadgita, erklærer du os at være New Age proselytter.
Når du får øje på et efter din opfattelse sympatisk fælleselement hos Paulus, Freud, Marx og en længere række af navnkundigheder, slår du disse umage tænkere sammen i én gruppe og konstaterer, at de faktisk står for det samme som du. Hvis der omvendt er tale om et forhold, der vækker dit mishag – for eksempel Søren Kierkegaards inderliggørelse – kasserer du hele hans gigantiske forfatterskab og bestrider dets betydning.
Hvis jeg nu fortæller dig, at en sten ikke kan flyve, samt at det kan jeg heller ikke, så ligger det lige for, at jeg er en sten. Men hvis jeg derefter fortæller dig, at en sten ikke kan tale, men at jeg godt kan tale, vil du utvivlsomt være med på, at jeg alligevel ikke er en sten. Det bliver spændende at se, om du i din endelige vurdering af Bhagavadgita vil fastholde det synspunkt, at Gita’en er blottet for frihed.
Med venlig hilsen
Kristian
|
|
|
|
