|
0
registrerede
223
gæster og
66
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Hej Anne
Selvfølgelig er der forskel på Gitaen og kristendommens evangelium. Gitaen blev skrevet adskillige hundrede år før Jesus gik på Jorden.
Bhagavadgita er skrevet på baggrund af de gældende forhold i Indien på det tidspunkt og omhandler derfor disse. Men essensen af den, selve yogaen, er den samme til alle tider og i alle forskellige kulturelle omstændigheder. Derfor meddeler Krishna sig til Arjuna på baggrund af de kulturelle omstændigheder han lever under.
Derfor nævnes også Atman og Brahman og de beskrives som upersonlige, men de nævnes kun fordi det er den måde Arjuna opfatter på. I dag ville vi bruge andre ord.
Selvom Krishna nævner alle disse ting, som er en del af Arjunas virkelighed, så beder Han ham netop om at sætte sig udover dem og i stedet forholde sig direkte til Krishna.
Prøv at tænke dig hvad der ville være sket hvis Aksemagterne under 2. verdenskrig havde fået frit spil. Tænk hvis ikke englænderne og amerikanerne havde udkæmpet denne krig, hvilken verden ville vi så ikke have levet i i dag. Krishnas belæring til Arjuna skal ses i lyset af:
’’Jeg er Tiden, som naar den modnes fremkalder Menneskenes Undergang; jeg er kommet hid for at rive disse Mennesker bort; også uden Dig vil disse Krigere, som staar opstillet i fjendtlige slagordener, ophøre at være til.’’ (Tuxen 11.32)
Som mennesker må vi alle mere eller mindre leve med i verdens gang, vi kan ikke selv altid bestemme hvordan tingene skal gå og så gælder det om at leve med så godt som muligt.
Ligesom amerikanerne ikke kunne tale sig til en standsning af 2.verdenskrig, men blev nødt til at kæmpe, så har Arjunas individuelle handling ingen indflydelse på det forestående slag. Det vil under alle omstændigheder finde sted.
Denne del af Krishnas belæring viser, at selvom alle Arjunas begrundelser for ikke at kæmpe er rigtige, så er de alligevel forkerte i kraft af den sammenhæng i hvilken de optræder.
At handle uden at tænke på resultatet er en gammeldags måde at beskrive den handling, som er afstedkommet af begæret. Vi ønsker os noget og handler for at opnå det. Denne handling binder os til opnåelsen af et resultat. Vi tror, at vi, når vi opnår resultatet bliver lykkelige, men vi opdager at det gør vi ikke. Selve den begærlige handling er en flugt fra den virkelighed, som er vores indre tomhed og når vi opnår resultatet kommer vi igen i kontakt med denne indre tomhed og må begære noget nyt for at fylde den. Lykken bor på den anden side af tomheden ikke et andet sted.
Når vi handler på denne måde risikerer vi at vores begær ikke bliver opfyldt og derved bliver vi skuffede, frustrerede.
Denne frustration kommer til udtryk som vrede og vrede er vold.
Mange mennesker lever sådan, i en stadig flugt fra det som er og i uvidenhed om selvet og derfor vikler de sig mere og mere ind i resultatet af deres handlinger. Bliver mere og mere frustrerede.
Alt dette gælder det begær, som er et resultat af frygt. Frygt er bevægelsen væk fra det, som er. Hvis vi begærer lukker vi op for muligheden for både at blive bange, kede af det og frustrerede. Men hvis vi ikke lukker op, så bliver vi ufølsomme og ude af stand til at opleve livet.
At lade gunaerne handle i gunaerne er altså at lukke op for hele livets område, der omfatter både glæden og smerten, frygten og vreden og i stedet for at fortrænge dem, rumme dem alle, for de er, tilsammen, det, som er. Så vil vi også se, at det er ganske muligt at le og græde på samme tid. 
Men nok om det.
Hvem er Herren, spørger du. Herren er Gud.
Har du læst Johannes Evangeliet? Er der ikke én usynlig tilstede hele tiden?
Derfor har du fuldstændig ret i, at man godt kan lægge Bhagavadgita til side og i stedet beskæftige sig med det kristne evangelium.
Det er også et spørgsmål om at tiden går og livet bevæger sig fremad. Vi må forlade vores afhængighed af det kendte og det gamle, forlade fader, Moder, Broder og Søster og følge Ham ud i livets nu.
’’Thi saaledes elskede Gud Verden, at han gav sin Søn den enbaarne, for at enhver, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have Evigt Liv.
Thi Gud sendte ikke sin Søn til Verden for at dømme Verden, men for at Verden skal frelses ved ham.
Den, som tror paa ham, dømmes ikke; den som ikke tror er allerede dømt, fordi han ikke har troet paa Guds enbaarne Søns Navn.
Og dette er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene elskede Mørket mere end Lyset; thi deres gerninger var onde.
Thi enhver, som øver ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, for at hans Gerninger ikke skal afsløres.
Men den, som gør Sandheden, kommer til Lyset, for at det maa blive aabenbart, at hans Gerninger er gjort i Gud.’’ (Johannes, 3,16 - 21)
Jeg finder ingen uoverensstemmelse og har intet besvær med at lade det gamle erstatte af det nye.
|
|
|
|
