|
0
registrerede
519
gæster og
56
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
…fortsat
De følgende citater er fra Anne’s indlæg, der er stilet til Michael:
(…) Jeg kan hævde, at der er en væsentlig forskel mellem kristendommens evangelium og så gita'en, men i og med at jeg ikke har læst den og på trods af, at jeg mener, at jeg faktisk alligevel har fanget noget, da er både du og Kræn-P o.a. i jeres gode ret til at afvise det, jeg skriver.
Naturligvis har du fanget noget i kraft af de efterhånden mange indlæg, der er fremkommet her på debatten, og derfor er der ingen grund til at afvise det, som du skriver. Du optræder jo ikke påståelig og udtaler dig skråsikkert om, hvad Gita’en går ud på. Her er du en velgørende modsætning til vor balstyrige debatkollega Hanskrist, der fremsætter lodrette påstande om Gita’ens indhold uden at have læst det eksemplar, som har nu i snart to måneder har haft i hænde.
Det er naturligvis hævet over enhver tvivl, at der er forskelle mellem Kristendommens evangelium og Gita’en, men om disse forskelle er så væsentlige, som en kristen naturligvis måtte mene, afhænger helt og holdent af, hvad man lægger vægt på. Jeg er af den opfattelse, at en kristen mystiker vil hæfte sig mere ved lighederne end ved forskellene.
(…) Det er muligt, at jeg læser denne tankegang, som en vis treram læser Bibelen, men jeg opfatter Gitaen som et værk, der rummer en masse filosofiske tankegange, en lære, uden nogen egentlig Gudstro eller stadfæstelse af, hvad det vertikale/åndelige betyder for mennesket.
Du har på én gang både ret og uret. Du har ret i, at Gita’en rummer mange filosofiske tankegange. Også tankegange, der er indbyrdes modstridende ud fra en logisk vurdering, men som behandles med en høj grad af tolerance. Derfor kan man med Tuxen sige, at modsætningerne græsser fredeligt side om side.
Imidlertid har du efter min opfattelse ikke ret i, at Gita’en ikke indeholder nogen egentlig gudstro. Den retning inden for Hinduismen, der dyrker Vishnu i Krishna’s inkarnation, som vi møder ham i Gita’en, tror på Krishna som en personlig guddom. En guddom, som mennesket skal nære hengivenhed og kærlighed overfor, hvorefter mennesket modtager Krishna’s tilbagesvar i form af nåden. Ligger dette så forfærdeligt langt fra de kristnes tro?
Du og Michael har i jeres indlæg af og til beskæftiget jer med ’det vertikale’ (det lodrette) i den religiøse overbevisning. Det står mig lidt uklart, hvad der menes dermed, og nu må I korrigere mig, hvis det er meningsløst, hvad jeg nu skriver:
Hvis man med udtrykket ’det vertikale/åndelige’ mener, at Gud skal søges i dybet af én selv, er Gita’en netop et stort ja til denne måde at nærme sig Gud på. Det er også mystikerens vej, hvis mystikeren har en gudstro. Har han ikke det, er der alligevel fortsat tale om at gå nedad i sig selv for at finde selvets uforstyrrede klarhed.
Det er denne klarhed, som Michael efter min opfattelse taler om. Den klarhed, der gør mennesket fri, fordi det ikke er bundet af de fluktuationer, der består i at lade sig blafre rundt med vind og vejr. Er der nogen – væsentlig – forskel mellem på den ene side at søge Krishna i dybet af sig selv og i kærlighed, der besvares med Krishna’s kærlighed, og på den anden side at være dybt nedsunket i bøn til Jesus og i kærlighed, der møder sit svar i Jesu kærlighed til mennesket?
(…) Men kristendommen opererer bare med en helt anden gudsforståelse, ja, en anden begivenhed end den, der lægger til grund for Gitaen. Og det er, hvad mine indlæg de sidste par dage har belyst, hvor jeg har været inde omkring det vertikale i lyset af inkarnationen: Her stiller Gud sig nemlig sammen med mennesket, i lighed med menneskets syndige kød, ved at træde ind i menneskets verden. (…)
Du har efter min opfattelse ganske ret i, at kristendommen opererer med en anden gudsforståelse. Krishna er dybest set essensen af alt, hvad vi kan betegne som det evige. Den evige væren, hvis man vil foretrække dette udtryk. Han er det uforanderlige bag alt i såvel universet som i hvert enkelt levende væsen. Det er dette, som jeg peger på med paradokset: det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende, hvilket paradoks sætter gang i Hanskrist’s hormonelle peristaltik.
Men er forskellene væsentlige? Med hensyn til Gita’ens Krishna kan du udmærket tale om en begivenhed. Lad os kalde den Krishna-begivenheden, der blot ikke er en éngangsforeteelse, idet den er gentagelig. Men den er – for nu at bruge dit eget udtryk – inkarnation. Den Krishna, som taler i Gita’en, har påtaget sig menneskeskikkelse, har levet et liv på menneskets vilkår, har taget del i Arjuna’s liv og været hans gesandt og rådgiver.
Han udtrykker lidt af dette i fjerde recitation, versene 6 og 7:
» 6: Skønt ufødt og med uforgængeligt selv og alle levende væseners herre, så bliver jeg til ved hjælp af min magiske skaberkraft, idet jeg kontrollerer min materielle natur.
7: For hver gang retten svinder, Oh Arjuna, og uretten tiltager, så manifesterer jeg mig.«
Ovenstående kunne forlede nogle til at mene, at jeg er en troende hindu – nærmere betegnet tilhænger af den hovedretning, der dyrker Krishna. Det er jeg ikke, idet jeg blot er en søgende – slet og ret.
Til sidst: Når der i Gita’en tales om ’Herren’, menes der Krishna.
Med venlig hilsen til jer begge
Kristian
|
|
|
|
