|
0
registrerede
9
gæster og
192
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Forskellen er tid, situation og fortolkning.
Tid
At Bhagavadgita er fra en anden tid end vores og i den beskrives de gældende forhold, tankesæt og religiøse holdninger.
Situation
At Krishna står på en stridsvogn ved siden af Arjuna dækker ikke alle livets forhold. Arjuna er i en speciel situation, han tilhører krigerkasten.
Nu kan du måske synes, at det, at være kriger er noget forfærdeligt noget og du har ret. Men til alle tider har der eksisteret fredelige samfund som er blevet truet af af slyngler og forbrydere. Sådanne fredelige samfund har altid været i fare for at blive udslettet af hensynsløse slyngler.
Krigerens rolle er at beskytte disse fredelige samfund og derfor har krigeren en speciel æreskodeks. Vi identificerer ofte vold med dens ydre udtryk, men vold er de følelser af had, lyst, begær og frygt som kommer til udtryk i den voldelige handling.
En kriger må begå frygtelige ting som at slå andre ihjel for at beskytte de fredelige, men han må gøre det fuldstændig klar over hvad han gør uden at hengive sig til følelser som vrede, had og hævntørst. Derved er han ikke voldelig uanset hvad han gør fordi han ikke lader sig rive med af disse følelser, men lidenskabsløst gør det der er nødvendigt.
Udadtil kan hans handling synes at være voldelig men indadtil er den det ikke, han handler kun i kraft af situationens alvor og ikke af uvidenhed.
Fortolkning.
Bhgavadgita er blevet fortolket i umindelige tider men fælles for alle fortolkninger er, at man ikke er i stand til at opfatte andet end hvad man selv er i stand til i kraft af sin udvikling. Enhver fortolkning afspejler fortolkeren selv og hans viden eller indsigt. Hvis der står noget, han ikke har kendskab til, så opdager han det ikke men fortolker det udfra sin egen begrænsning.
Men livet er andet og mere end krigerens liv, det er også livet for de fredelige mennesker, han beskytter og dette liv har et helt andet indhold.
Essensen, yoga, er dog den samme til alle tider og i alle situationer.
I den virkelige verden står vi altid overfor livets udfordringer og det omgivende samfunds pres. Det nytter ikke noget, at vi bare lader os rive med af omgivelsernes påvirkning, så bliver vi hjælpeløse ofre for vind og vejr og vi bliver slynget hid og did i vores oplevelse af livet.
Kunsten er derfor at vi formår at bevare vores følsomhed uden, at vi af den grund gør os selv følelsesløse for så mister vi selve evnen til at leve.
Dette, at stå i orkanens (det omgivende samfunds) øje og bevare sig selv uden at blive bitter på grund af livets tilskikkelser det er at møde livets både positive og negative sider uden, at det sætter spor i éns sind. Det er essensen af al yoga.
Er der yoga, sindsro, så er der en baggrund for oplevelsen af såvel glæde som smerte og denne baggrund er klarhed.
At leve med, at lade sig bevæge, men altid at være klar over det, denne klarhed er den fuldstændige ikke handling.
Man handler fuldstændig, på alle planer, men man er klar over det og derfor er man ikke bundet af sin handling, men er i stand til at lave den om. Ubevidste mennesker er bundet af deres handlinger fordi de reagerer helt betinget. Klarhed er frihed. Kun når man er klar over sin betingethed er man i stand til at nå udover den og gøre noget andet.
Men nu er du nok stået af. 
Lad mig nøjes med at sige, at du har fuldstændig ret. Vi skal leve fuldstændig med i livet på godt og ondt. At leve med er også at kunne give slip. Den klarhed, jeg taler om er ikke en villet anstrengelse den er blot altid tilstede.
Det er svært nogle gange at beskæftige sig med det abstrakte og så omsætte det til det levende liv, men hvis den ikke har bund i vores virkelige tilværelse, så er abstraktionen meningsløs..
Hvis du engang har lyst til at diskutere Johannes Evangeliet, som jeg holder meget af, så er jeg sikker på, at jeg kan byde dig på lidt kvalificeret modstand. Jeg vil også hellere diskutere det end Bhagavadgita.
|
|
|
|
