|
0
registrerede
215
gæster og
34
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Hej Anne
Jeg mener ikke, at Bhagavadgita er mindre gudgiven end evangelierne. Bhagavadgita tales udelukkende udfra den vertikale dimension, den beskriver endepunktet og ikke vejen dertil. Ikke fordi jeg mener at der er nogen vej, for det gør jeg ikke.
Nu har jeg leveret ’’Den Glemte Dimension’’ tilbage til biblioteket, så jeg må prøve at svare udfra hukommelsen.
Tillich stiller i sin korrelationsmetode det vertikale op overfor det horisontale, ikke som modsætninger til hinanden, men som forudsættende hinanden. Det horisontale uden den vertikale dimension bliver overfladisk og indholdsløst, blot tomme ord uden hjerte bag. Man kan gøre ord helt meningsløse alt efter hvordan man bruger dem, men man kan også give de selvsamme ord mening og dybde hvis man føler dem virkelig dybt. Det er denne dybde der er den vertikale dimension.
Det vertikale og det horisontale er ikke hinandens modsætninger, men det vertikale er dybden i det horisontale på alle planer, hvad enten det gælder samfundet (os alle indbyrdes) eller det enkelte menneske. Det religiøse er ikke en specielt udskilt faktor som f.eks. kirke eller personlig tro set i modsætning til det daglige trælsomme ’’almindelige’’ liv.
Den vertikale dimension er dybdedimensionen i alle de horisontale forhold. Det religiøse er denne dimension.
Derfor giver det heller ingen mening, at forklare det vertikale uden at medtage den horisontale dimension for det er netop i kraft af den, man i det hele taget kan komme i nærheden det vertikale. De forudsætter hinanden.
Det er hvad Krishna siger til Arjuna. ’’Handl’’, siger han, for det er bedre at handle end ikke at handle.
’’Lev’’, ville vi sige i dag, for det er bedre at leve livet end at isolere sig og afsondre sig fra livet, verden og andre mennesker.
Tillich betegner det som den dimension hvor det guddommelige, men også det dæmoniske er tilstede. Normalt foretrækker vi det glade og lykkelige og vi viger udenom det smertefulde. Men hvis vi gør det, så bliver vi overfladiske og forstår ikke livets dybder. Vi kommer til at mangle empati (vertikalitet) og indfølingsevne.
Hvad er forskellen på overfladiskhed og dybde? Tænk på en prædiken af en præst, som egentlig ikke ved hvad han taler om eller føler for det fordi han selv er opfyldt af tvivl og mismod og så f.eks. Rowan Williams prædiken, som har hele den vertikale fylde.
Tænk på mennesker, der udelukkende lever for deres egen karriere og deres eget lille liv indenfor den lukkede kreds i bedste Biedermeyer stil og så det menneske som interesserer sig for den verden det lever i og engagerer sig i den såvel personligt som samfundsmæssigt.
Tillich beskæftiger sig med alle samfundets faktorer, kulturen, videnskaben, samfundsvidenskaben, filosofien både som det fremkommer i samfundet og som det fremkommer for os personligt som enkeltindivider. Han ser sammenhængen mellem samfundet og enkeltindividet.
Han behøver ikke at tale om Gud for Gud er denne dybdedimension i det horisontale, som han kalder det vertikale.
Prøv at se på billedkunsten i dag og så før i tiden, da den var gennemsyret af religiøsitet. Jeg synes, at nutidens kunst er fattig og flad, men er den ikke blot et udtryk for det samfund vi har skabt? Da mennesket afskaffede Gud overlod det sig selv til meningsløsheden og det kommer blandt andet til udtryk i dets kunst.
Men det gamle falske idealbillede af Gud kan ikke genindføres derfor betegner Tillich eksistentialismen, ikke som meningsløshed, men som det vertikales forsøg på at få fodfæste i en verden uden gammeldags gudebilleder. Jeg kalder det ånd og sandhed, dvs. en tro uden falske forestillinger.
Det er selvfølgelig lidt banalt at sige, at Gud ikke har andre end os til at se og handle for sig, men det er ikke desto mindre således, at det forholder sig.
Guds menneskeliggørelse betyder selvfølgelig en afstandtagen til tingsliggørelsen af Ham som et ’’det’’, upersonligt og uvedkommende. Men det betyder også, at det påligger os at realisere denne menneskeliggørelse ved at realisere vores egen menneskelighed mellem hinanden.
Det er os der lever. Jeg tror ikke, at Gud ønsker tilbedere, men derimod voksne, modne, ansvarlige mennesker, der er i stand til at leve deres eget liv selv.
Men jeg vil vende tilbage til det i mit svar på dit andet indlæg.
|
|
|
|
