|
1
registreret Arne Thomsen
440
gæster og
176
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Hej Michael
Grundet en gevaldig kedsomhed og en uendelig dyb træthed har jeg for ikke at genere andre med mine falde i søvn lyde forladt min plads og i stedet kastet mig over dit indlæg her.
Nu er jeg overhovedet ikke hjemme i Bhagavadgita, som jeg heller ikke har lært at stave til endnu, men derfor kan det godt være spændende at høre, hvad andre får ud af dette værk. Du skriver f.eks.:
"Men Bhagavadgita er svær at forstå, man går let vild i al den snak om gunaer der virker i gunaer, sanser, der gennem sanseorganerne hæfter sig ved sanseobjekterne osv. Selve kernen i læren er gået tabt over tid og er, ligesom kristendommen, buddhismen og andre religioner degenereret til at blive noget man dyrker. Den vertikale dimension er fuldstændig gået tabt, så at sige.
Hvis du lægger mærke til vers 63, så lægges valget og handlingen fuldstændig over på Arjuna, der er ingen tvang eller noget at følge. Der er kun Gud, der taler og Arjuna, der lytter. Efter at have lyttet er det fuldstændig op til ham selv, hvad han vælger at gøre."
- Jeg vil sige, at i kristendommen eller i det kristne trosforhold er bønnen vigtig, fordi den netop er udtryk for den relation, hvor Gud og mennesket taler og lytter. Gudsforholdet er altid relation, fordi Gud er den, der skaber og åbenbarer sig som en relation: Du og jeg. Vi er aldrig alene, over for os er Gud og vores næste. Jeg vil dog ikke understrege dette forhold som noget, der udelukkende består af lytten og en hengivelse til noget uendeligt, fordi Gud i kristen forstand for mig er noget, der er mere end dette hemmelige og ubegribelige, man skal være yderst stille for at høre. Livet er hverken specielt fredfyldt eller stille, og det er netop midt i alt det kaotiske og verdslige, at Gud er Gud-med-os.
Men det var nu ikke kristendommen, jeg ville tale om. Det interessante for mig i det citerede er faktisk, at du taler om Bhahavadgita som en lære, hvor kernen over tid er gået tabt - den har med andre ord tabt den vertikale dimension, dvs. Bhagavadgita er blevet åndløs. Hvad vil det i grunden sige? Er det teksterne, du mener, eller er det folks udlægninger af teksterne? Og er kernen noget, der i virkeligheden findes uden for Bhagavadgitaen (læren) og tror du, at Kræn-P har samme opfattelse af, at kernen, dvs. det vertikale, er gået tabt?
Vender vi os mod Bibelen, ville en som Peter Rubæk sige det samme. Jeg ville sige, ja, der kan være elementer (tekster), der er gået tabt, men alle tekster er nu en gang anden hånds beretninger og som sådan vidnesbyrd om Jesus Kristus. Men vi finder en pluralitet i teologien. Ikke desto mindre er teologiens kerne: tale/ord om Gud - og dette er altså i kristendommen et resultat af Guds menneskeblivelse (inkarnationen), hvorfor Tillich også i sin mere religionsfilosofiske tilgang (som dig og kræn-P på sin vis også bemester ift. Gita'en) må tage udgangspunkt i Gud-mennesket(dvs. teologien, Gud i Kristus) - den vertikale begivenhed i menneskets historie. Det er for mig at se kernen, og skulle jeg kunne bruge Gita'en til noget personligt, ville det forudsætte, at jeg kunne erfare det vertikale, ikke bare i åndelig eller holistisk forstand, men i ganske konkret og begivenhedsrig forstand: At den usynlige Gud er mere end noget uendeligt eller ufattelig stort og mere end en lære eller et øjebliks forundren, men derimod er den synliggjorte (åbenbarede) begivenhed, der igen og igen rammer mennesket i hjertet som i hovedet (de to hører vel sammen). Begivenheden er Kristus; begivenheden er et kald ud af de bånd, der binder os til noget falskt, begivenheden er nåde, men nåden er dyr, for den fordrer vores liv, dvs. efterfølgelsen. Her kunne det være interessant at følge Bonhoeffers tanke om efterfølgelse og spørge, hvad det i grunden vil sige, at være lydig over for Jesu bud. Dette vil jeg dog undlade at besvare, men det betyder ikke, at spørgsmålet ikke kan leve videre for den, der læser det og måske grunder over det.
Mht. din sidste del af indlægget er jeg selvf. enig i, at vi må leve med både smerten og glæden. Det er fint, at du lod dig rive med, mon ikke det er der, hvor vi er i proces 
Det var, hvad jeg kunne nå i denne omgang.
Mvh
Anne
|
|
|
|
