|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
468
gæster og
35
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Kære Hanskrist.
Du har stillet følgende spørgsmål:
Hvad vil det menneskeligt og psykiatrisk sige at leve med denne overbevisning her i sit liv:
’det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende’ om det upersonlige brahman som sandheden bag altings væren.
Lad mig være venlig og begrænse mig til at skrive, at dette spørgsmål ikke kan stilles. Og ingen, der har læst Bhagavadgita grundigt igennem og studeret noterne, ville heller efter min opfattelse finde på at stille et sådant spørgsmål.
Ordsammenstillingen ’det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende’ er et paradoks, og om paradokser gælder det, at der ikke kan udfindes nogen sproglig-logisk mening. Men paradokser kan bruges til at pege med, og her må man have opmærksomheden henvendt på, at man skal undgå at forveksle månen med den finger, der peger på den. Nogenlunde på samme måde, som man skal passe på, at man ikke forveksler en korsformet signatur på et landkort med den kirkebygning, der faktisk ligger i landskabet.
Derfor synes jeg, at du skulle gøre dit hjemmearbejde og læse værket igennem, således som man går til værks, når man har sat sig for at læse en lærebog med nidkært henblik på at tilegne sig stoffet. Så vil vi komme lidt mere på omgangshøjde, så vi bedre kan forstå hinandens tale, men så sandelig også hinandens tien om det, hvorom der ikke kan tales.
Det, som er så væsentligt at forstå, er – hvilket fremgår af noterne – at der er tale om erfaring eller empiri. I princippet er der ingen forskel på den viden, som man erhverver sig om sig selv gennem psykologisk introspektion, og den viden – eller det kendskab – som man opnår om sig selv ved meditation.
Jeg tror, at vi begge har været nede at kigge i dybet af os selv og har erhvervet viden om forhold, som før har været fortrængt fra vor vågne bevidsthed. Der findes psykologiske fremgangsmåder til sådanne psykonautiske ekspeditioner.
Ud fra det, som du har berettet om dine meditative erfaringer, har jeg imidlertid fået det indtryk, at du i dine meditative sessioner aldrig når længere ned end til de lag, som er tilgængelige via sædvanlige psykologiske fremgangsmåder. Hertil kommer, at du synes at være så fastgroet i den diskursive tænkning, at du næppe vil kunne give slip, så du kommer videre.
Herved går du glip af det, som kunne kaldes det totale nærvær. Og dette er en erfaringssag og absolut ikke noget, som man kan beskrive i ord og underkaste cerebral bearbejdning. Det er også et spørgsmål om at give afkald.
Det er så fristende at sætte alting på sproglig form, så man fremstiller sig over for omgivelserne som den, der kan sige, hvad sagen drejer sig om. Det er så fristende at gøre det, som har givet navn til en engelsk tv-serie: »Keeping up appearances«.
Men i samme omfang, som man våger over den figur, som man mener at gøre i omgivelsernes øjne, i samme omfang forskertser man muligheden for gennem det uendelige nærvær at møde sine medskabninger som mål – i stedet for som middel til egen selvforherligelse.
Forstår du det, kære Hanskrist, eller vil du fortsat være iklædt kardinalens skarlagenrøde kappe og nægte at lægge øjet til okularet på Gallileis kikkert, som det skete i 1600-tallet? Være en mandlig udgave af Mrs. Hyacinth?
Med venlig hilsen
Kristian
|
|
|
|
