|
0
registrerede
320
gæster og
185
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Ny oversættelse af BHAGAVADGITA
|
Hej Kristian - Kræn-P.
Jeg skrev: Men jeg skal nok komme igen "når tidens fylde er moden" (Her, hvor jeg bor, har jeg hørt versionen: "Når tidens fyldighed er moden"  )
Men det er for længe at vente, synes jeg, så her er en foreløbig kommentar til din og dine to medforfatteres nye bog: Bhagavadgîtâ.
Med bogen i hånden fængsles jeg af skønheden: Den i vandet flydende lotusblomst, symbolet for sindets renhed ("Oh du juvel i lotusblomsten"), som vistnok er et buddhistisk symbol (og mantra), og som vel allerede her på smukkeste vis afslører indholdets åbenhed for varierende opfattelser og oplevelser i forhold til, hvad der er kernen i digtets budskab - og altså umiddelbart synes dejligt fri for noget sekterisk.
Og efter de indledende 55 sider varer det ikke længe, før "hårene rejser sig på hovedet" over det skæbnetunge i vore handlinger
Nu husker jeg ikke, hvor det var, jeg læste, at uanset hvilke veje vi vælger at følge op ad bjerget, så ender vi på toppen - med den samme udsigt - men hvor det så står, så synes jeg, det er karakteristisk for denne digteriske perles budskab.
Tre veje, der her særlig nævnes, og ses på meditativt: handlingens vej, indsigtens vej og hengivelsens vej, glæder jeg mig til at få tilstrækkelig ro i sindet til at læse om - eller snarere recitere - igen
Jeg ved ikke, hvad man kan kalde det, men de ord, der umiddelbart falder mig ind er: åndeligt berigende og denne rigdom er foreløbig helt stor og uoverskuelig (kun læst bogen én gang).
At digtet er blevet til hos mennesker, hvis levevis og horisonter er meget anderledes end vore her i den vestlige verden, åbner jo tillige for indsigt i livsindstillinger, der ellers er os fremmede.
Her tænker jeg først og fremmes på, hvad de kalder Brahman, og som vist slet ikke forekommer i vores religiøse kultur, der forekommer mig meget mere håndfast og jordnær (jeg fristes næsten til at tilføje: vulgær) end de højder, som disse indiske ariere præsterer.
Alligevel er det påfaldende, synes jeg, at se mønsteret: Brahman, Vishnu og Shiva (og tillige Vishnu/Krishna - Faderen/Sønnen), som vi jo også ser i Zeus, Apollon og Dionysos samt i Odin, Thor og Loke.
Et andet åbenbart grundlæggende træk er den faste overbevisning om genfødslerne (der jo retfærdiggør kastesystemet) samt den lige så sikre opfattelse: at livet er lidelse, som det gælder om at frigøres fra.
Hvor kommer denne sikre tro på genfødslerne fra? - og hvordan kan det være et mål at frigøres fra livets lidelse?
Med samme ret kunne man selvfølgelig spørge om, hvor den faste vestlige tro på kun ét liv kommer fra.
På mig virker det underligt, at man overhovedet kan have nogen som helst overbevisning her.
Og når vi kommer til ønsket om frigørelse fra livets lidelse, kan jeg ikke følge med.
Jeg ved ikke, hvor min kærlighed til verden og tilværelsen kommer fra (lidelser iberegnet), men jeg ved, at jeg har den - og jeg ville ikke have noget imod at blive genfødt - tror jeg nok
Det er en meget dejlig bog, synes jeg.
Og jeg er glad for, at jeg har mulighed for at åbne den - når jeg er i dét humør
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
