|
0
registrerede
348
gæster og
27
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Kære Kristian,,,
jeg får ikke skovlen under dig i denne omgang, sneskovlen under dig du kære snemand, men må alligevel i pakke og rejsetravlheden (på vej til Pjedsted forsamlingshus ved Fredericia for at holde jul) kommentere lidt på det du fremfører.
Du skriver:
Går vi til det sproglige, vil vi også der finde visse tegn på sammenhænge. Når jeg for eksempel læser Johannes-Prologen (I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud) kommer jeg uvilkårligt til at tænke på en passus i den gamle indiske religiøse litteratur, der tidsmæssigt skal placeres århundreder før Kristi fødsel.
Denne passus lyder: »prajapatir vai idam-agre asit tasya vak dvitiya asit vag vai paramam brahma.«. Dette oversættes som: »I begyndelsen var Prajapati (d.v.s Skaberen. KP). Hos ham var ordet. Og ordet var i sandhed det højeste Brahman (d.v.s. Gud. KP).«
Det er der jo intet usædvanligt i (der er jo ikke engang taget hul på hvad sagen drejer sig om). Og hvor gammel er 1 Mosebog der er tanken jo allerede helt entydigt forklaret.
Det usædvanglige er at Ordet blev kød i et historisk menneske (og at denne virkelighed (inkarnationsvirkelighed), Kristusvirkelighed, ikke gik tabt men i og med opstandelsen (Kristusbegivenheden) kom til at omfatte en ny slægt af mennesker. Alene her kommer det specifikt kristne på tale, at Gud træder ind i tidens og det værendes verden, at Gud lader sig såre, stiller sig, finder sig i, og står i Jesu død og lidelser og sætter en grænse for dødens gru og tilintetgørelseskræfternes domæne, som opstandelsen er tegnet på. Om det er løgn om det ka lade sig gøre og hvad der menes med det, er i første omgang ligegyldigt, men myten og den historiske konkrete virkelighed bindes uløseligt sammen. Gud og menneskets liv er nu uløseligt forbundet, ikke ved at mennesket er kommet til Gud, eller har elsket Gud, men ved at Gud har elsket os og er trådt ind i tiden og det værendes verden. Gud har givet os sin Tid og sit Skaber Ord, i vores tid og vores sprog og tænkning.
Åbenbaringen trosbegivenheden Kristus er det sted hvor tid og evighed, menneske og Gud mødes i et samspil, hvori godt nok Gud kommer til udtryk i vores liv, men hvor dog både Gud og mennesket har et indspil, noget at skulle ha sagt.
Din historie om gazellen er en etisk eller moralsk stor historie/fortælling, men den siger intet om forholdet mellem Gud og mennesket. Gør den?
Jeg tar også lige her det med noten:
Her skal man som vesteuropæer vogte sig for den fejltagelse, at der med udødelighed tænkes på noget i retning af et evigt liv i en hinsidig tilværelse - i et paradis - således som det ofte opfattes i eksempelvis en kristen eller muslimsk optik. (2. recitation note 6, side 67).
Jeg havde ved første gennemlæsning opfattet at noten gav udtryk for at kristendommen nærede tanken om sjælens udødelighed i en uendelig (tidløs), ulegemlig eksistens.
Her ved anden gennemlæsning finder jeg ikke nødvendigvis eller overhovedet det er det der påpeges i noten.
Korrekt nok i kristendommen er det at hinsidigheden jo ikke betyder at vores levede liv, det eneste ene liv mennesket har, er gået tabt. Netop går vores levede liv (det eneste ene liv mennesket har) ikke tabt, hinsidigheden er netop at vores levede liv (det eneste ene liv mennesket har) fyldes og bevares af Gud, således er evigheden ikke tidløshed (men heller ikke uendeligt liv i tid), men opfyldt tid, tid/liv løst fra flygtighed og tilintetgørelse (død) og derfor bevaret.
Gud har valgt mennesket i tiden som partner og derfor kan fortiden (menneskets levede liv indtil døden) ikke blot forsvinde og være tabt, men er rummet af Gud. Det er det Kristusbegivenheden siger, at Gud stiller sig på vores banehalvdel. Og opstandelsen, altså Kristi nærvær (vores Kristusiklædning), er at vores fortid som Jesus fortid bevares og ikke går tabt, hvorfor nutiden er fylde, dybde og varen eller varighed, ligesom fremtiden er med-værende som løbende os i møde, mens vi er i live, lever. Kristendommen kender ikke det der NU der er løsrevet fra fortid og fremtid, som Michael taler om. Og det er netop ikke på den måde Kairos forstås, i kristendommen er fortid nutid og fremtid uadskillelige, altsammen nødvendigt for et liv. Hukommelsen (og profetier og syner) er derfor i Kristendommen ikke flygtige tilfældige erindringsstykker uden ontologisk værdi i nutiden, men det er bevaret liv og tilkommende skænket tid og liv vi har tilgode (menneskets levede liv det eneste ene liv vi har, går ikke tabt og mister ikke værdi eller betydning med alderen eller med døden).
Kristi nærvær, opstandelsen og vores Kristusiklædning er at menneskets tid, fra fødsel til død bevares og rummes, som Jesu tid fra fødsel til død er bevaret. Paulus siger da også at vi skal overklæde os med Kristus, og iklæde os med Kristus og Kristus skal vinde skikkelse i os, så vi ikke står nøgne den dag, den dag kommer, vores såkaldte død. Der er ikke tale om transport i forhold til hinsidighed eller evigheden som vi allerede ejer i Kristus i levende live og som omfatter vores levede liv fra fødsel til død, således at den tid og det liv vi har haft der knytter sig til vores levede liv, det eneste ene liv mennesket har, det er bevaret. Al fokus er på at Gud i Kristus bekræfter og bevarer vores levede liv, det eneste ene liv vi mennesker har, og derfor har stillet sig mellem os og tilintetgørelsen. I kristendommen er evigheden, eller vertikaliteten, eller Guds tid, ind i menneskets tid og liv, således at der ingen transport er i forhold til hinsidigheden og derfor er det forkert at nævne paradiset som et andet sted. Netop opstandelsen vil pege på at der ikke kan være tale om transport i forhold til hinsidighed i forbindelse med evigheden. Alt er legemlig ifølge Paulus, både sjæl og ånd og det himmelske. Legemsmetaforen forhindrer at det kan være tale om transport i forhold til hinsidighed. Som sjælen ikke kan rives bort fra sit legeme, kan ånden heller ikke rives løs fra sit legeme og det himmelske kan heller ikke løsrives fra sit legeme. Derfor har vi ej heller noget at frygte for vi bliver i vort legeme ifølge St Paul eller Paulus.
Kristendommens særkende er at al libido eller al Gud (hvis man tror på Gud) er knyttet til det levede liv, det eneste ene liv mennesket har. Dermed fik det konkrete menneske på jorden al opmærksomhed, al kærlighed, al libido, fordi Gud har stillet sig her en gang for alle i Kristus, i mennesket og påpeget hvor alene han er at finde, nemlig her og ikke hisset.
Mange kærlige hilsner Hanskrist, med ønsket om en god jul og et godt nytår.
|
|
|
|
