|
1
registreret Hanskrist
432
gæster og
189
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Ny oversættelse af BHAGAVADGITA
|
Jeg orker ikke at slå op i Bhagavad Gita lige nu, så mit svar må være lige fra bladet.
Den enhed, som er den samme i alle levende væsner er Gud, ikke dig og mig. Vi er individuelle personligheder. Lige såvel som Pjuske, en lille kanin jeg har mødt for nogen tid siden, er sin egen helt individuelle personlighed.
Dette, at være en personlighed er det som kaldes Selvet eller Atman. Ordet selv er ikke selvet, selvet som er det helt og holdent subjektive.
Ved korrelationsmetoden gør Tillich det, at han hæver sig over modsætningerne, som han i stedet ser forudsættende hinanden.
Det eminente ved denne korrelationsmetode er, at den er uendeligt regressiv. Ifølge denne opfattelse er det vertikale og det horisontale indbyrdes forbundne, ingen af dem står alene, de forudsætter hinanden og man kan bruge denne metode i et hvilket som helst led i den uendelige kæde.
Det betyder, at når man har defineret det vertikale og det horisontale, så går man et skridt tilbage og så bliver det vertikale det horisontale i forhold til en ny vertikalitet osv.
I Bhagavad Gita benævnes det vertikale som det uudfoldede, som er svært at forholde sig til. For at forholde sig til det uudfoldede må man begynde med det udfoldede. Det vertikale kan derfor ikke defineres i sig selv, kun i definitionen af det horisontale når man frem til den vertikalitet som er det horisontales iboende dybde.
Omsat fra abstraktion til virkelighed betyder det, at menneskets virkelige personlighed er defineret ved, som Fromm fremhæver det, karakteregenskaber.
Karakteregenskaber er medfødte,iboende os og en væsentlig del af vores personlighed, selvet. Men disse karakteregenskaber er den horisontale dimension af selvet, som er den vertikale dimension.
Karakteregenskaberne er altså det horisontale udtryk for den bagvedliggende vertikalitet, som er selvet.
I Bhagavad Gita benævnes dette som værende et menneskes iboende natur, jeg selv kalder det for personlighed. Hele mennesket i modsætning til jeget, identiteten,personaen og hvad ved jeg.
Denne vertikalitet er i sig selv og kan i sig selv netop benævnes som ’’ det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende’’ (jeg kalder den bare for stilheden) og den horisontalitet den korrelerer med, er netop karakteregenskaberne, éns personlighed, éns natur.
Det er her misforståelsen opstår idet man gør det til et mål man kan nå, når det i virkeligheden er en beskrivelse af den iboende virkelighed.
Denne virkelighed kan kun nås ved negationen og så er den ikke ingenting, så er den udfoldelsen af hele personligheden i alle livets forhold. I virkeligheden betyder det blot at man er opmærksom i stedet for uopmærksom i alle livets forhold.
Og når man er alene så er den bare uudfoldet i sig selv. 
|
|
|
|
