|
1
registreret Arne Thomsen
419
gæster og
200
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Ny oversættelse af BHAGAVADGITA
|
Kære Thomas.
Tak for et værdifuldt indlæg, og jeg vil tage udgangspunkt i følgende, som du skrev:
Der findes en ultimativ virkelighed, på en gang umanifesteret og transcendent som princippet bag altings manifestation og på samme tid immanent som den altgennemtrængende væren for alt manifesteret. Vi kan kalde det "Gud".
Gud er således Ånd, ikke et væsen som han oftest gøres til, hvis man indlader sig på en folkereligiøs fremstilling frem for en intuitiv erkendelse.
Når Gud erkendes som det ene og absolutte, så er der ikke langt til at fatte dette åndelige som en kærlighed, der rækker ud over det, som oftest forveksles med menneskelig kærlighed, nemlig begær og forelskelse, men derimod er fuldkommen uselviskhed. Uselviskhed, fordi vi alle kommer fra denne ene kilde og er gjort af samme stof; lad os elske vores næste som os selv. Selvopofrelse, fordi vi er del af noget meget større og ultimativt. Vi må lade vores lille selv træde til side, så det store selv kan udtrykke sig i verden.
Naturligvis vil jeg – fordi jeg ikke er troende, d.v.s. hverken kristen eller hindu – bruge et lidt anderledes ordvalg, men lad det ikke skille os. Faktisk tror jeg, at der ikke er så langt mellem dine og mine synspunkter. I min sprogbrug, som jeg har lanceret i kommentarerne til Gita’en, benævnes den ultimative virkelighed med paradokset »det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende.«
Dette er i sig selv et udtryk for den holdning, at jeg mener, man må afstå fra at bringe den gængse vesterlandske binære logik i anvendelse, hvis man vil forsøge at forstå. Vi skal snarere – hvis vi skal sammenligne med noget vesterlandsk – lade os inspirere af Søren Kierkegaards omgængelse med paradokset som tankefigur. Eller også skal vi have fat på de europæiske mysikere, af hvilke jeg har nævnt nogle stykker i min Gita’kommentar.
Det er dette, som Hanskrist ikke kan begribe, idet han fyrer løs fra hoften med argumenter, hvori der uden nærmere indholdsangivelse henvises til en række vesterlandske filosoffer, der angiveligt skulle have beskæftiget sig dybt med den ultimative virkelighed, der i den indiske nomenklatur benævnes som ’brahman’ og ’atman’.
Det, som du kalder kærlighed, hedder i min sprogbrug ’medfølelse’ eller ’empati’, men jeg er enig med dig i, at denne – hvad vi nu end kalder den – rækker ud over det, som oftest forveksles med menneskelig kærlighed, nemlig begær og forelskelse. Også her viser Hanskrist sin overfladiskhed ved ideligt at tale om Freud og libido, hvor jeg vil foretrække dit udtryk ’fuldkommen uselviskhed’, og det er unægtelig noget andet.
Vi kommer – som du skriver – alle fra den samme kilde og er gjort af samme stof. Dette har vi jo så storslået belæg for i den biologiske subdisciplin genetikken, idet vi langt hen ad vejen deler DNA-koder med alle andre levende væsener, og hvor forskellene er størst, er der tale om ca. to tredjedeles fællesskab i koderne.
Det er netop frigørelsen fra de menneskelige driftsdynamiske effekter, der gør det muligt at leve et liv med etiske kvaliteter sat i højsædet. Så længe vi har forkærlighed for dette eller hint, eller hader dette eller hint, er fristelsen til at handle egeninteresseret i mellemmenneskelige anliggender overhængende.
Dette er ét af de gennemgående temaer i Gita’en, og har været medvirkende til, at dette værk er blevet taget som et manifest udtryk for ædel visdom. Det fik for eksempel Wilhelm von Humboldt til i et brev fra 1820-erne at betegne Bhagavadgita som »(…) wohl das Tiefste und Erhabenste, das die Welt aufzuweisen hat.«
Her er Hanskrist derimod hurtig på aftrækkeren, idet han ved at have læst halvandet vers i én af de første recitioner betegner værket som konservativ pessimistik og koldt. Det er formentlig det, som Michael hentyder til, når han ovre på chatten skriver: »Jeg kan se, at HansKrist allerde buldrer frem efter at have læst et par sætninger.«
Dette var, kære Thomas, et par bemærkninger til dit indlæg til Arne, Hanskrist og undertegnede.
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen
|
|
|
|
