|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
510
gæster og
40
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Ny oversættelse af BHAGAVADGITA
|
Jeg skrev:
Siden Kant er Brahman behandlet under "tingen i sig selv" osv,,,
Atman er siden Kant behandlet under begrebet Frihed
Da jeg skrev det, standsede jeg op et sekund og overvejede at jeg nok burde skrive, definitionen af Brahman og Atman som den her i debattråden bliver os givet (Se (1)*). Sådan som Brahman og Atman her i denne tråd blev defineret og præsenteret for os, på nøjagtig den måde er spørgsmålet blevet behandlet siden Kant som jeg skrev det.
Så igen for de tungnemme:
Siden Kant er den definition af Brahman vi her i tråden har fået (se (1)*) behandlet under "tingen i sig selv" med hensyn til den ydre verden. Naturen er ikke det, hvori de love, vi kalder naturlove, gælder - men omvendt: i den udstrækning vi betragter noget ud fra den slags "loves" perspektiv, konstituerer vi det som "natur", der fremtræder, men i den udstrækning vi betragter det i spontanitetens og frihedens perspektiv, er der tale om "ånd" ("Ånden i naturen" eller Brahman).
Og den definition vi har fået her i denne tråd på Atman (se (1*)) er siden Kant behandlet under begrebet Frihed (nøjagtig som Paulus kæder man ånd og frihed uløseligt sammen (se 2 Kor 3, 17)). At mennesekt er en åndelig skabning, eller har Guds Ånd, betyder at det er et historisk væsen der handler frit og etisk og ikke efter nødvendighed, naturens eller samfundsideologier, fiktive illusioner.
Du spør hvem, ja det er jo indlysende for enhver at Kant behandler det under "tingen i sig selv". Og efter Kant har alle taget hensyn til Kant, så alle i den kontinental europæiske tradition har behandlet det med udgangspunkt i Kant. Hvor mange og hvem der er bevidst om at det svarer til definitionen på Brahman og Atman skal jeg være usagt, men det burde du jo da vide. Schopenhauer og Jung og Steiner og Tillich ved det alle at det forholder sig således.
Derfor er det en vildfarelse at tro dette at vende sig mod østen er det samme som at finde en størrelse eller et spørgsmål eller en problemstilling der ikke er blevet behandlet i den vestlige filosofi (inklusiv den teologiske tænkning), på kontinentet især (tyskland og frankrig gør sig specielt gældende).
Det særlige ved vesten er at den siden Kant har kunnet bruge disse definitioner (se (1)*) i praksis, både indenfor samfundsvidenskab og indenfor naturvidenskab. Einstein var forgabt i Kant's erkendelsesteori.
Naturen er ikke det, hvori de love, vi kalder naturlove, gælder - men omvendt: i den udstrækning vi betragter noget ud fra den slags "loves" perspektiv, konstituerer vi det som "natur", der fremtræder, men i den udstrækning vi betragter det i spontanitetens og frihedens perspektiv, er der tale om tingen i sig selv ("Ånden i naturen" som var så berømt og brugt en betegnelse for det samme forhold).
Både Schopenhauer og Einstein var ramt gennem hele livet af dette forhold, og de mente begge at de var kommet med et rigtig godt bud på "tingen i sig selv". Den ene indenfor biologi og den anden indenfor fysisk.
Det er meget vigtig at forstå at folk og kulturer (og de gamle tænkere tilbage i tiden og de nye moderne) ikke taler om noget forskelligt, men at det er det samme de mediterer over og forsker i. Man skal bare ha den tværvidenskabelige sans, så man kan lave en synopsis derover.
Det ville da også være en hel gal opfattelse at tro menneskeheden i østen har spekuleret over problemstillinger, eller spørgsmål (verden 3 problemstilling/spørgsmål (Popper)), som man i vesten skulle have overset. Selvfølgelig er de samme problemstillinger, spørgsmål eller forhold behandlet i vesten. Der er jo ingen kultur/civilisation der er så metafysisk begavet som den vestlige, så det ville da være helt hen i skoven at tro der skulle være noget der ikke er grundig behandlet hos os.
Et andet spørgsmål er så hvor langt de er kommet og hvilken vej de har valgt at gå i forhold til det. I vesten har det for Atman forståelsens vedkommende ført til et sådant syn på subjektet at vi har forandret vores samfund radikalt. Og indenfor fysik har det jo medført lige så store revolutioner. Vesten er pragmatisk og går lige i kødet på problemstillingerne, spørgsmålene og teorierne og gør noget ved tingene, i østen må man sige der ikke er sket meget, her har man ikke turdet tænke nyt omkring disse ultimative inderste forhold ved mennesket (Atman) og ved universet (Brahman), men man har forholdt sig passivt til disse ontologiske forhold og de fysiske (kosmisk/universelle) forhold, der her er på spil med begrebene Brahman og Atman.
Mange kærlige hilsner Hanskrist, der er på vej ud på en 20 km lang løbetur i klart solskinsvejr langs med Limfjorden. Atman dominerer Brahman i mit liv.
(1)*:
Definitionen af Brahman og Atman som kom her på siden:
Brahman
(Sanskrit) Brahman er den hinduistiske betegnelse for det absolutte. Det samme som vedantinernes Parabrahman – det ufattelige, evige, alt gennemtrængende princip, hvorfra alt udgår, og hvortil alt vender tilbage. Brahman er upersonlig, uden køn, uden attributter og kaldes derfor DET.
Et generelt træk er, at det inderste i alt er ’brahman’, som er neutrum og upersonligt. Det er også det inderste i ethvert levende væsen, og her bruger man betegnelsen ’atman’.
|
|
|
|
