|
0
registrerede
174
gæster og
191
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Reinkarnation.
|
Kære Arne.
Jeg har især hæftet mig ved følgende, som du skrev:
»Det ville være urimelig arrogant, synes jeg, at sige, at det efterfølgende blot er "en fjer, der bliver til fem høns" - snarere vil jeg opfatte det som noget, der ligner poesi og eventyr, når mennesker, der er fælles om en religiøs inspiration, forsøger at udtrykke sig i ord, men forfalder til at skabe dogmer, der derpå udarter til magtmisbrug - indre forrådnelse.« (Citat slut).
Efter min opfattelse har du her fat i noget væsentligt, eller i hvert fald noget, som jeg må erklære mig enig i. Du har for mig at se udtrykt i en nøddeskal, hvad der er det udgangspunkt, hvorfra en religion har udviklet sig, eller kan have udviklet sig, men samtidig har du også peget på betænkelighederne ved den knopskydning eller grenvækst, der efterfølgende bliver føjet til af andre.
For mig at se, går det galt, når der stiftes menigheder, der samles om at være i besiddelse af den endegyldige sandhed. Jeg har den dybeste respekt for Tømrersønnen fra Nazareth, og jeg læser hyppigt i evangelierne, fordi jeg dér mener at finde livssandheder. Livssandheder, som jeg også har fundet andre steder. For eksempel i østlige tekster, men sør'me da også i digterværker.
Du nævner selv Grimm’s og H. C. Andersens eventyr. Ingen vil jo bestride, at der i eventyrene kan findes livssandheder. Men ingen ville vel drømme om at kassere sådanne litterære værker – eller Shakespeare’s dramaer – med blot den begrundelse, at de er opdigtede. Jeg er enig med dig i, at det er absurd at forkaste tekster af alene den årsag, at der ikke ligger et historisk faktum til grund.
Jeg tror, at alle – hvadenten de vil vedkende sig det eller ej – har en medfødt parathed til at opleve dybe sammenhænge, der ofte vil have noget gådefuldt over sig. For mig personligt er universets storladenhed ikke blot en intellektuel gåde, men også en følelsesmæssig. Og man kommer ikke gådens løsning nærmere, hvor meget man end læser herom. Man standser op i betaget undren.
Men som nævnt ovenfor går det galt, når der stiftes menigheder. Herved gør man det, som er – eller burde være – en dyb oplevelse, som kun ganske få har haft, til centrum i en social struktur, der lynhurtigt begynder at opstille regler for mellemmenneskelig adfærd, som tilhængerne død og dræbe skal følge.
Og når den enkelte så ikke er følgagtig, bringes der sanktioner ind i billedet. Og de, der står over andre i den hierarkiske struktur giver sig til at administrere en magt, der ikke er til at skelne fra den magt, der udøves af verdslige magthavere. Jeg har respekt for det standpunkt, som man indtager ved at udtale trosbekendelsen, men jeg har aldrig fattet, hvad den tredje artikel har at gøre med en religiøs bekendelse: ’Vi tror på den hellige almindelige kirke.’ Her er der kommet ugræs ind blandt hveden, thi dette er en cadeau til magthaverne, og ikke til vismanden Jesus af Nazareth.
Med venlig hilsen
Kristian
|
|
|
|
