|
1
registreret Hanskrist
207
gæster og
177
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Buddhismen.
|
(. . . fortsat)
Det er min opfattelse, at man efter en religionsfilosofisk indfaldsvinkel udmærket kan betegne Buddhismen som en religion, samtidig med at man konstaterer, at den er ateistisk. Den har det for en religion karakteristiske, at den baserer sig på noget, der skal tros, før man ad erfaringens – selviagttagelsens – vej kan komme videre.
Derfor er buddhisten ligesom religionsfilosoffen Søren Kierkegaard tvunget til at bruge paradokset som tankefigur, hvorved den klassiske sproglige logik bliver forkastet. Men man kan naturligvis vælge at definere glosen ’religion’ på en sådan måde, at Buddhismen falder uden for begrebet. Men det gør religionsfilosoffer mig bekendt ikke.
Buddhismen anerkender ikke nogen sjæl, og derfor heller ikke nogen sjælevandring. Den anerkender derimod genfødsel ud fra princippet om betinget oprindelse, og metaforen, der kan illustrere dette, er lyset, der, før det går ud, bruges til at tænde et nyt lys. Flammen på det nye lys er ikke den samme som flammen på det nedbrænte lys, men heller en anden.
Vender vi os til den buddhistiske tradition, ser vi hele det typiske inventar for en praktisk folkelig religion, der varierer overordentligt meget fra sted til sted. Der er for eksempel flere forskellige muligheder for, hvor man kan blive genfødt: Som menneske, som dyr, som titan, som sultent spøgelse eller som indvåner i helvede.
I den tibetanske tradition har man meditationsbuddhaer, som man visualiserer, og tillige bruger man meditationsdiagrammer – mandala – som støtte for meditationen. Den tibetanske Buddhisme er tillige tantrisk, således at den inddrager det erotiske, herunder det rituelle samleje, som et led i meditationen, hvad tantrisk Hinduisme også gør.
Endvidere har den tibetanske variant en speciel eskatologi, som den danske psykolog Jes Bertelsen har beskæftiget sig med i sin omtale af Den Tibetanske Dødebog i et af de fire bind i hans ’Dybdepsykologi’. Værket kan bestemt anbefales, og det er skrevet i et lettilgængeligt sprog.
Endvidere kan Alan W. Watts’ bog ’Zen-buddhismen’ anbefales, fordi den udover at være en introduktion til den japanske variant af den kinesiske Chaan-buddhisme, også er en almen introduktion til Buddhismen i almindelighed.
Den danske professor Poul Tuxen skrev i 1928 en bog om Buddha. Tuxen hentede en del inspiration til bogen under et studieophold i Siam. Bogen giver et godt indtryk af navnlig den gren af Buddhismen, som kaldes ’Det lille Fartøj’.
En deskriptiv gennemgang af buddhistisk praksis ville føre os særdeles vidt omkring, og der er da også mange vesterlændinge, der har beskæftiget sig dermed. Men kernen i den ateistiske buddhistiske religion er efter fattig evne forsøgt beskrevet i oplægget til tråden. De to indledende oplæg har det ganske bestemte sigte, at de er udformet med henblik på at spørge en moderne vesterlænding: Er her noget, som du kan bruge?
For at vende tilbage til Kristendommen skal det siges, at der er overordentligt langt fra Søren Kierkegaards fabelagtige tankekonstruktioner om, hvad det vil sige at være en kristen, til den sydeuropæiske bonde, der får pateren til at komme med vievandskosten og velsigne den nye traktor, han har anskaffet sig.
Spændvidden er lige så stor i Buddhismen.
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen
|
|
|
|
