|
1
registreret
(1 usynlig),
1951
gæster og
267
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Guder og det guddommelige
|
I fortsættelse af mit konkluderende indlæg i denne tråd: #32886 - 01/08/2021 18:58, hvor jeg ser religionerne som en umulig stræben op mod det ufattelige guddommelige, og hvor jeg ser, at vi tillægger os mennesker alt for stor betydning i miraklet: Kosmos, finder jeg det meget forståeligt, at religionerne hæver menneskenes betydning op over naturen - og resten af universet, samt at det guddommelige gøres til en menneskelignende faderfigur.
SÃ¥ har man noget at holde sig til.
Men for mig fører det til, at det eneste, der bliver tilbage, og som jeg har tillid til, er det lille digt af:
Jalal al-Din Rumi:
Denne flygtige verden er et tegn op sandhedens mirakel.
Men selvsamme tegn er et slør, der skjuler de evige sandheder. 
Men jeg synes nu ikke, det er så ringe endda at fornemme, at alt er guddommeligt, at verden er et mirakel, at man selv er en del deraf - om end meget ubetydelig - og at opleve at det fører til en kærlig og aktiv tilværelse - som den egentlige mening med at leve - så længe det varer.
Og et liv efter døden?
Umiddelbart ligner det for mig en ønskedrøm, som jeg dog ikke kan gøre mig klog på
M.v.h. Arne agnostisk pan"teist" - ærbødighed, harmoni og kærlighed  
|
|
|
|
