Men vor Fader har sørget end mere; thi i eders blinde Tilbedelse af mig, have I glemt Ham. Og mindedes I Ham, da var det kun for at tale om hans Naade mod eder; for at mindes den Naade, Han har vist mod eder, ved at lade sin Søn, »den enbaarne«, lide en pinefuld Død for eders Synders Skyld! –
Hvor lidet I dog kende eders Fader! Thi Naade er ikke det samme som Kærlighed; den, man elsker, giver man ingen Beviser paa sin Naade, men Beviser paa sin Kærlighed. Sandelig, jeg spørger eder: elske I da ikke eders Børn? De Børn, som I have avlet i Fryd og født med Smerte? Give I dem ikke dagligen Beviser paa eders Kærlighed? Søge I ikke med Nænsomhed og Taalmod at lede deres første Skridt paa Livets tornefulde Veje? Og synde de imod eder, ere I da ikke stedse rede til at tilgive, naar I se deres Sorg og Anger? Ja, ere I kærlige i Sind og i Hjærte, da tilgive I ofte Synder og Overtrædelser, før de ere angrede, før der er bedt om Tilgivelse derfor! Sandelig jeg spørger eder: vise I eders Børn Naade, naar de møde eder med Tillid og Glæde? Vise I eders Børn Naade, naar de nærme sig eder med Sorg og Anger? Mene I, at eders Børn vilde elske eder med større Styrke – hvis I gave dem Beviser paa eders Naade?
Have eders Børn ikke det fuldeste Krav paa eders dybeste og inderligste Kærlighed? Spurgte I dem til Raads, da I lagde Spiren til deres Legemliggørelse? Nej, I spurgte dem sandeligen ikke! Ja, jeg siger eder: de have det fuldeste Krav paa eder og paa eders Kærlighed! Og I føle det, I vide det; thi naar Sorger og Lidelser møde dem, da sørge I med dem, da lide I med dem, og I sige til eder selv: er jeg ikke Skyld i dette? thi mit Barn fik Livet ved mig. Kunde jeg ikke have sparet det for disse Sorger og disse Lidelser, hvis jeg havde undladt at lade det se Dagens Lys. – Og I elske disse Sorgens Børn med end større Styrke, med end dybere Kærlighed! Og se I, at de bære de tunge Byrder med Taalmod og Ro, da sige I til eder selv: har Livet givet mit Barn mørke og sorgfulde Timer, da har Livet ogsaa givet det Glæder og lykkelige Stunder; Mindet herom giver det Fred, giver det Styrke til at bære det, der er mørkt og tungt; dets Sjæl er modnet gennem Livets Prøvelser, thi Sorger og Lidelser skabe ofte de ædleste Følelser og de skønneste Tanker; ja, de udskille de forkullede Slagger og lade Guldet tilbage. Sandelig, mit Barn har dog ikke levet forgæves! –
Og som eders Børn have Krav paa eders Kærlighed, saaledes have I alle, ja, alle som een, det største, det fuldeste Krav paa eders himmelske Faders Kærlighed. Han spurgte eder ikke til Raads, da Han gav eder Livets Gave, da Han sendte eder ind i den Syndens og Dødens Verden, i hvilken I leve. Han gjorde det af Kærlighed til sine faldne Børn, Han gjorde det for at vinde de faldne tilbage, Han gjorde det af Kærlighed til eder, fordi Han vidste, at det var lettere for eder at kæmpe eder frem gennem de mange Jordelivs Sorger, Lidelser og Besvær; Han gjorde det, fordi Han vidste, at det var lettere for eder at modnes langsomt og langsomt at overvinde det onde og slette, fremfor, som Fuldmodne Væsener, at stilles overfor Mørket. Ja, Han gjorde det, fordi Han vidste, at ogsaa Glæden og Lykken vilde I lære at kende, lære at fryde eder over det skønne og det rene. Sandelig, I ere ægte Børn af vor himmelske Fader, og I have alle Krav paa Hans Kærlighed, den, som Han giver eder i fuldeste Maal! I ere Børn af Ham, og Han lider med eder, Han sørger med eder – men Han glædes ogsaa med eder. Og intet fryder Ham mere end at se og føle eders Genkærlighed! Men kun faa af eder vise Ham den Kærlighed, der tilkommer Ham med Rette; thi I have glemt eders Fader for mig, der kun er eders Broder; I have stillet mig mellem eder og Ham!