Arne:


Som lægmandsprædikant en enkelt gang - mens jeg endnu havde håb om den lokale folkekirke - og var medlem af menighedsrådet - brugte jeg både øjenkontakten, en lommelygte til at lyse på duen under "lydhimlen" over mit hoved (Helligåndssymbolet) i det rette øjeblik samt en efterfølgende åben diskussion med hvem, der ville - stående midt på kirkegulvet sammen med sognepræsten.
Det blev rigtig godt modtaget (iflg. spørgeskemaer uddelt til kirkegængerne), og det fremkaldte spændende spontane og inspirerende indlæg fra deltagerne.

Det samme blev en kort meditation midt i prædikenen, mens min ghettoblaster afspillede vidunderlig smuk, synes jeg, munkesang fra det ortodoks kristne Bulgarien - Sang direkte til Gud (Den ortodokse kristne kirke er helt uden musikinstrumenter).

Stemningen blev ikke ringere af, at alle kirkegængere ved ankomsten fik et fyrfadslys, som de blev bedt om at tænde og efterfølgende lade flyde i vand i nogle engangsaluminiumsbageforme anbragt, så de dannede et kors - og naturligvis med "min Ikón" i stort format (foto i passende ramme) anbragt samme sted midt på kirkegulvet.

På den måde var alle meget mere aktivt med (som de jo også er i de ortodoks kristne gudstjenester).

Og som "tekniker" hjalp jeg ved en anden lejlighed vores sognepræst med en PowerPoint-gudstjeneste, hvor man hele tiden under gudstjenesten kunne se billeder og tekster og vide, hvor vi var, i gudstjenestens forløb.
Det faldt også i rigtig god jord - men blev aldrig gentaget.