Jeg har selv erfaret noget om Guds væsen, ikke fordi jeg er et specielt fremragende menneske, der har Guds særlige bevågenhed, men fordi Gud har åbenbaret sig for mig, ladet mig se - eller rettere
føle - noget om hvem Han er.
I de ægte åbenbaringer jeg har modtaget fra Ham kan jeg slet ikke genkende dette med at Gud skulle fremkalde frygt eller angst - og slet ikke genkende dette med at jeg bør og har grund til at frygte den Almægtige.
Tværtimod - de åbenbaringer jeg har haft er af en Gud, som på den ene side unddrager sig menneskeord, det er svært at finde adækvate ord og udtryk for Ham, og det er som om at sproget bryder sammen når jeg forsøger at beskrive disse oplevelser.
Men den følelse Han har givet mig i disse åbenbaringer eller oplevelser har dels været præget af en fuldkommen ro og tryghed (også langt fra den af andre rapporterede ekstase ved oplevelsen eller erkendelsen af Gud), og dels af et uendeligt væsen af en Magt og tyngde og dybde som ikke kan beskrives og desuden et uendelig mildt væsen.