Det første kristne natursyn opstod i antikken som et modsvar til den gældende opfattelse af, at naturen var guddommelig. Med kristendommens indtog blev denne ophøjelse anset som hedensk, og det gamle natursyn blev erstattet af et antropocentrisk natursyn, hvor mennesket betragtes som hersker over naturen i kraft af sin særlige plads som ‘kronen på skaberværket’.

Men hvad så mennesker i forskellige kulturer egentlig for 2000 år siden, når de kiggede mod himlen? Ligesom i dag var mennesker dengang fascineret af synet. Det fortæller lektor i filosofi på Roskilde Universitet Aksel Haaning, som forsker i religiøse natursyn. I antikkens græsk-romerske kultur var det en dominerende opfattelse, at alt i verden var et sammenhængende kosmos. Man mente, at alt liv kom fra en gud eller en guddom, der også omfattede naturen, og som i flere tekster beskrives i femininum – altså en slags ”Moder Jord”. I sit værk ”Om verdens natur” skriver den romerske filosof Lukrets blandt andet, hvordan guddommen lever og ånder gennem naturen selv og samtidig knytter mennesket til helheden.

”Det var en ret polemisk, intellektuel debat i antikken mellem de græske og romerske filosoffer og de første kristne forfattere. Sidstnævnte skrev blandt andet et sted, at ’hedningenes store fejl er, at de tror, naturen er moder til alle ting. De tror, at mennesket er skabt af naturen.’”