Det første kristne natursyn opstod i antikken som et modsvar til den gældende opfattelse af, at naturen var guddommelig. Med kristendommens indtog blev denne ophøjelse anset som hedensk, og det gamle natursyn blev erstattet af et antropocentrisk natursyn, hvor mennesket betragtes som hersker over naturen i kraft af sin særlige plads som ‘kronen på skaberværket’.

For Spinoza var naturen guddommelig
For Spinoza selv er det guddommelige lig med naturen. Gud er universel og ikke en person, men Gud er også i mennesket, fordi mennesket er et naturprodukt."

I sin afhandling undersøger Spinoza den historiske baggrund for jødedommen og kristendommen. Han analyserer en række religiøse grundelementer som mirakler, fromhed og profetier, og han sætter dem ind i en historisk sammenhæng, der mest handler om præsteskabets og kongernes magtbestræbelser. På denne måde drog Spinoza åbenlyse sammenhænge til sin samtid, og det skabte vrede.