|
0
registrerede
1124
gæster og
234
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Panteisme
|
Jeg glæder mig over, at Trosfrihed.dk giver enhver mulighed for at udtrykke egne standpunkter indenfor det rummelige begreb: Tro.
At læse om andres standpunkter har ofte været spændende og inspirerende, og at søge selv at udtrykke egne standpunkter har – i hvert fald for mig – ofte været udviklende.
Hvordan hver enkelt af os forholder sig til andres tro har derimod ikke altid just været opløftende – tværtimod – det har ofte bevæget sig i retning af ”Dumme svin!” / ”Det kan du selv være!” – som det jo også ofte er religioner imellem.
Men bortset fra denne sædvanlige ”skønhedsplet” er det – i hvert fald for mig – især inspirationen, der er denne hjemmesides store og nok ret unikke kvalitet.
Hvordan det – efter adskillige år – gik til for mig, har jeg ikke rigtig klarhed over, men nok et eller andet indlæg inspirerede mig til at søge at se ind i intetheden: Situationen at alt omkring mig ikke er – helt frem til at jeg heller ikke selv eksisterer.
Det sidste er jo umuligt at opleve, for i den situation er der jo ikke noget ”jeg”, der kan opleve.
På vejen tilbage fra dette intethedens svimlende og altfortærende ”sorte hul” blev altings væren –
verden omkring mig – nu et fantastisk vidunder – ja, en selv også
Dét tænker jeg jo ikke over til daglig. Der er tingene – alting – jo bare noget, der er der.
Men ingen – heller ikke videnskaben – kan jo sige, hvor verden kommer fra – og det er jo så dér, de fleste af vore religioner byder på en skaber (Buddhismen hævder vist at den verden, vi oplever, er en illusion, samt at evighedens Nirvana er sandheden).
Efter nogen tid er det gået op for mig, at vidunderet, miraklet, altings ufattelige væren, ligger meget tæt op ad idéen om panteisme: at alt er guddommeligt.
Jeg skriver bevidst ”guddommeligt” og ikke ”Gud”, et ord som religionerne efter min mening har nedgraderet til en menneskelignende person – som Abraham og Moses kunne forhandle med, som de kristne kan bede til, og som muslimerne kan underkaste sig.
Det næste, der er gået op for mig, er, at når alt er guddommeligt, så kan mennesket ikke hæve sig over alt andet værende, sådan som vist alle religioner gør.
Så er alt andet lige så guddommeligt værende, som vi selv er, og så er der ikke noget evigt liv efter døden for mennesker – i hvert fald ikke mere end der er for f.eks. græsplanter.
Men med de evner, vi guddommelige mennesker har fået, skal vi selvfølgelig bruge dem guddommeligt, og her synes jeg, det ligger lige for, at det er evner som medfølelse, harmoni og kærlighed til alt værende, der må være ledetråden – og som er dét, jeg ser, der giver livet mening.
Og lader jeg dét synke ind, kan det ske, at det guddommeliges nærvær fornemmes.
Det styrker min oplevelse af at være på rette spor.
Og en gang imellem fantaserer jeg om en verden hvor medfølelse, harmoni og kærlighed til alt værende var menneskers primære holdning.
Det ville sandelig være en anden verden end den nuværende 
M.v.h. Arne agnostisk pan"teist" - ærbødighed, harmoni og kærlighed  
|
|
|
|
