|
0
registrerede
1120
gæster og
379
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Buddhisme
|
Hvad lægprædikanten i virkeligheden mener, og til grådens rand stadig savner hos de slemme naturvidenskaber (og ateister), er, at man ligesom set hos buddhisterne ka’ bygge en detaljeret farvelade bestående af psykisk realisme, der vil få en igrunden indifferent natur til at se lidt mere medgørlig ud, hvormed de subjektive problemer i personligheden bedre vil afspejle farveladen, der nu med fordel ka’ betragtes som et verdensbillede!
Man forstår lægprædikantens problemer med at få sin fabel til at gå op i virkeligheden, idet logisk konsistente og yderst sandsynlige beskrivelser af en objektiv virkelighed og verden, jo ligefrem kontrasterer tilsyneladende uvedkommende subjektive personlige problemer – et misforhold, der i årevis har optaget lægprædikanten: hvordan fanden, får man så den forgængelige natur til at se lidt mere delikat ud, ja mere meningsfyldt?
Jo, man skaber netop et selvbedrag så snurrigt indviklet, at man ikke selv kan finde substansens reference til den verden farveladen skal afspejle, hvorefter man bare kalder den manglende referent for livets mening og vupti, er man tilbage og overladt til troen på et guddommeligt univers fyldt til randen med jordisk kærlighed som udvej. Det er dog et håb om evigt liv, at ku’ sidde til bords ved Yggdrasil med gamle venner og drikke en skål på livets mening!
Forresten, Sokrates, sig mig engang:
tror du at den fortælling er sand?
- Platon: Faidros.
Men så igen, der er vel heller intet mystisk ved at se en kristen troende mand, en kreationist med behov for at gemme sig for naturen bag tilmed en buddhistisk farvelade, uanset nok så uens etisk-æstetiske favoritter, er det trods alt samme surdej.
Pers. ville jeg nu foretrække Villy Sørensens Ufarlige fortællinger, men jeg er jo heller ikke lægprædikant..;)
mvh
Simon
|
|
|
|
