Når jeg ser tilbage i denne tråd på indlægget lige før dette og ser på "Den ædle ottefoldige vej" især det 7. led:
så virker det allersidste ord: "befrielsen" for mig nærmest absurd - eller i hvert fald noget i den retning - døden som en befrielse - for det er jo næppe et liv, der er så uudholdeligt, at døden på den måde bliver en befrielse, der tænkes på.

7. Ret opmærksomhed, dvs. at leve med en konstant bevidsthed, der skal føre frem til
indsigten i at alt, således også mennesket, er forgængeligt. Det er denne indsigt, der er
forudsætningen for befrielsen fra samsara.



"Buddhister stræber efter at blive oplyst for at omdanne samsara til nirvana."

Befrielsen betegner et bevidsthedsplan, hvor illusionen om et ego ophører. Man forstår her, at man ikke er sin krop eller sine tanker og følelser, men bevidstheden om dem og forstår videre, at bevidstheden ikke er noget personligt.

Og når jeg så kommer til det sidste, det ottende led:
så er jeg virkelig "på Herrens mark", hvis man kan udtrykke det sådan

8. Ret fordybelse, en bevidsthedstilstand, hvor bevidstheden er tømt for indhold, således at bevidsthedstilstanden er i overensstemmelse med den kosmiske lov – dharma.