|
Skribent: ALH
Emne: Re: Den jødiske satan!! part 1
|
Kære Borad
Det skulle ikke undre mig, om du er mere inde i den traditionelle kristendomsopfattelse, end jeg er. I hvert fald har du selv stået der på en måde, jeg aldrig selv har prøvet. Jeg vil dog alligevel forsøge at gøre mig nogle overvejelser omkring satans og slangens rolle.
Når slangen i kristendommen bliver opfattet som værende en konkret person, må vi tilbage til religionerne (kananæiske, ægyptiske m.fl) før kristendommens opkomst og grundlæggelse, hvor slangen ofte blev brugt som et mytologisk væsen med en både positiv (helbredelsessymbolet - livet) og negativ værdi (fjenden - døden). Der er også mange forskellige hebraiske betegnelser for slangen, hvilket indikerer en lang tradition. Derfor er slangen først og fremmest at betragte som noget symbolsk, og det gælder også 1 Mos. 3. Vi må heller ikke glemme, at slangen her bliver fremstillet som et træsk dyr, hvilket leder mig til det hebr. ord for slange: nahas. Det tilsvarende verbum betyder ”drive spådomskunst” (Kilde: Gads bibelleksikon). Slangen er altså ikke helt dum.
Hvem er så denne satan?
Satan er ikke - på samme måde som slangens symbolværdi i de mange myter - nødvendigvis personificeret som et dyr. Som du selv introducerer i trådens indledende oplæg, betyder satan på hebr. ”modstander”. Ifølge leksikonet omtales satan kun tre gange i GT (Jobs bog, Zak 3,1-7 og 1 Krøn 21,1), og hver forfattergruppe kan have bygget deres historie om satan ud fra forskelligartede religiøse forestillinger. Men kan vel sagtens forestille sig i teodicé-spørgsmålet, at satan kan bruges til at forklare, hvorfor det uretfærdige sker. Satan er med andre ord i denne optik den skikkelse i fortællingens verden, der frister og bringer ulykke. Satan er skyld i, at det onde kan ske. Dermed er det i hvert fald ikke Gud, der er ophavet til det onde (Augustin beskriver i stedet det onde som manglen på det gode). I Joh. 2,18 kaldes satan for Antikrist, fordi han her optræder som en, der modarbejder Guds frelsesplan. Det synes som om, at satan med kristendommen får en mere negativ symbolværdi.
Der kan således være diversiteter i opfattelsen af satan, men ikke desto mindre fremtræder satan som en kraft, der yder modstand. I NT er satan ligefrem af det himmelske ligesom englene. Men i fortællingens univers skal kræfter og lignende abstraktioner jo fremhæves, hvorfor vi ikke kommer uden om kunstens greb: symbolbetydningen og tydningen. Vi må samtidig leve os ind i den tid og kontekst, som den pågældende tekst formentlig er blevet til i: Var gudsfolket/de kristne f.eks. forfulgte, var forfatterne græsk-hellenistisk inspirerede etc.? Velvidende om, at jeg ikke besidder den store religionshistoriske viden her, tør jeg godt anslå, at opfattelsen af satan - sådan som den f.eks. kommer til udtryk i NT - afspejler de religiøse og politiske forhold i tekstens ’sitz im leben’ (dens kontekst) – og men ikke mindst menneskets måde at tænke på og forstå på. Disse forhold kan bedst gengives ved at inddrage symboler som satan i en real eksistens, vi som kristne skal kæmpe imod. Men al symbolværdi skal tolkes, og det er disse tolkninger, der er med til at gøre ikke bare kristendommen men også jødedommen og islam til forgrenede religioner.
Jeg er ikke vant med dette område, og hvorledes satan optræder i de forskellige tekster, men jeg opfatter ikke satan som en konkret eksistens i virkeligheden (altså uden for fortællingens verden).
Hvad angår dit sidespring, er det sikkert muligt at udlede en gennemgående forståelse af kristendommen på et intellektuelt plan jf. trosbekendelsen. Men så snart det drejer sig om tolkningen af symbolerne og forståelsen af, hvem Gud er og, hvad Gud gør med os (jf. Immanuel-tanken), har vi bevæget os over i troens sfære. Det betyder også, at det ikke er trosbekendelsen, vi tror på eller agerer i hele frelsesbegivenheden. Derfor er jeg pt. af den opfattelse, at det er svært at adskille teologi fra tro (jf. min beskrivelse i profilen om, at tro og teologi korrelerer med livet).
Nu er det længe siden, at jeg har deltaget på online debatten, og jeg følger ikke med i debatterne, men jeg erindrer udmærket den skarpsindige teolog (ikke uddannet teolog) FlVang, hvis position er teologisk intellektuel (ikke ment som en nedladende kritik). Jeg kender ikke FlVangs tilgang nok til at kunne sige, om han - jf. din påstand – kan tages til indtægt for at agitere for den sande forståelse af kristendommen. Der er måske snarere tale om en passion sammen med et teologisk overblik – et overblik jeg slet ikke besidder og måske heller ikke kommer til, idet jeg som sagt ser teologien og troen overlappe hinanden (endnu en overvejelse eller konstatering ud fra egne erfaringer).
Du stiller så et kritisk spørgsmål ved det aspekt i kristendommen, at Kristus er både sandt menneske og sand Gud. Denne dobbelthed giver dig m.fl. problemer. Jesus Kristus er med andre ord Gud, der handler med os (inkarnationen). Det handler i og for sig ikke om at gøre Jesus til en gud men om troen på, at Jesus Kristus er Guds salvede, Immanuel, ja, selve Guds frelsesbegivenhed. Den gode teolog ville nu præsentere dogmerne, men det giver for mig at se ingen effekt i denne sammenhæng. Pointen er troen (tilliden) og kaldet (lydigheden), hvor Gud i Jesus Kristus inviterer os indenfor. Det er der såmænd intet forvirrende i, kære Borad 
Mvh
Anne
|
|
|
|
