|
0
registrerede
469
gæster og
325
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Erasmus Arne på de skrå...
|
Morn’ hr. lægprædikant..
Du havner tilbage i problemet du har slidt med i samtlige debatår, ikke blot som et forklaringsproblem du med kreationistens aversion bare kan smøre af på videnskaber og ateister her og dér, men et der i stor grad viser noget om et personligt tolkningsproblem, hvor dine fortællinger om noget du oplever, ikke kan omsættes til en ydre virkelighed!
Og det er jo alvorligt nok, for igrunden er der jo tale om et sammenbrud mellem oplevelser (du ikke ka’ udrede), tolkninger (af sanseindtryk du ikke ka’ afkode) og handlinger der splittes ad.
Fx snakker du altid meget om dine oplevelser af en ”verdens væren” – ordet er valgt fremfor eksistens, for at angive en filosofisk begrebsanskuelse der dog ville ha’ ført til sproglig præcision –, altså en angivelig oplevelse der skulle rette nogens opmærksomhed mod verden omkring os, men som i stedet slår indad, og viser dit eget tydelige tolkningsrod. Nøjagtigt som vi kender det fra apologeter, mange troende og mystikere, der bare viser evner for at fantasere, men som regel forstår at skelne mellem fantasiverdener de skaber og en virkelig verden omkring dem.
Det er når indtryk fra den ydre virkelige verden mudres sammen med fantasier om den, at der kan opstå personlige tolkningsproblemer.
Hvis ikke anskuelser vi kommunikerer, indeholder en vis grad af genkendelighed, vil de ikke være os til nogen nytte, medmindre vi altså taler om litteratur, teater, kunst i en eller anden forstand, og i kraft af hvilken vi ved hjælp af vores fantasi så kan bygge eventyr og verdener, der ligefrem tilfører os de oplevelser af den succes vi kan mangle i den virkelige verden, og dermed skabe en rekreation fra kontakten med en virkelig verdens mangfoldige problemer, et tiltrængt pusterum.
Teateret er nærmest skabt til den form for selvpleje, hvadenten kulisserne så befinder sig i et indre eller ydre tankerum, men associationer kræver en vis grad af genkendelighed for tanken at arbejde med, Arne, og den eneste association du efterlader til tanken er desværre bare dit eget tankeroderi.
Vi har alle brug for pusterum i en virkelig verden der påbyder hjernen at bearbejde mange komplicerede problemer. Måden vi ”lukker ned” på kan være så forskellige, ikke at kunne ”lukke ned” eller endnu ikke at ha’ lært det, vil påbyde hjernen flere problemer, og følelser vil straks signalere når der ikke er vand på kedlen.
Er man nogenlunde funktionel og i stand til at koble fra, lukke døren mellem sig selv og sit arbejde, da vil forskellige former for ”meditation” (m/u fysiske selvknuder, dvs. yoga) være noget man selv finder ud af interesseforholdet til. Har man derimod svære problemer og roder fantasi og virkelighed sammen, er ude af stand til at lukke døren til arbejdet og problemerne tynger, da vil det være en bedre idé at tale med en læge, fremfor at kaste sig ud i semibuddhistiske julelege, healing & huling osv.osv.
De fleste mennesker med en jobig hverdag bruger nok sport som afkobling, deri ligger jo også et tiltrækkende socialt incitament, men har man svære problemer, da vil en eller anden form for fysisk udfoldelse være en del af en terapeutisk løsning, det vil exempelvis transcendental meditation ikke være – der jo også minder om et østligt livssynscirkus der skriger til en tibetansk himmel om lidt bakkekontakt. Men for sådan en kreationistisk myssemand (mystiker) som dig, hr. lægprædikant, da vil et par ugentlige selvknuder på gulvplan kombineret med en udpræget selvfordybelse, jo ikke just markere en afstand til fantasierne du har om at sanse en ”verdens væren” – selv om dine ørers ”væren” sikkert ville ha rødmet over den pludselige bakkekontakt, hvis du i stedet morede dig med at svinge en golfkølle…;)
Du er mere knap end klar over hvad der anskuelsesvis er levende fantasi og hvad der er eksisterende virkelighed, dit tankeroderi ku’ meget vel være pendanten til en opsætning af Holbergs Erasmus, ja jeg ka’ ligefrem se dig for mig, rende rundt derude på marken: ”Jamen, jeg lover eder, det ér verdens væren, jeg siger jer jo, at jeg føler den helt ind i mine knogler, det ér ikke bare gigten!...”…;)
mvh
Simon
|
|
|
|
