Verden/virkeligheden er hvad vi hver især gør den til.

Forsøgsvis kunne man sige, at virkeligheden er der i forvejen, men at menneskets virkelighed altid vil være en tydning af den foreliggende virkelighed. Idet mennesket sanser virkeligheden, foretager det en umiddelbar tolkning af det sansede. Menneskets virkelighed er bevidstgjort, symbolsk og kategoriseret, noget subjektivt, men på grundlag af noget objektivt.

Til en virkelighedstolkning hører bl.a. opfattelsen af kosmos med fx et verdensbillede og en tid- og rum-dimension, af gud eller tilværelsens magter, naturen, samfundet, mennesket (fx kønsroller), historien. Der er to hovedtyper af virkelighedsopfattelse, hver med en række undergrupper: den religiøse og den materialistiske. Til den religiøse hører den kultiske (fx hos en række naturfolk) og den metafysiske (de fleste verdensreligioner); som eksempel på en radikal metafysisk opfattelse skal nævnes den indiske filosofi og religion, der – som det også gælder den græske platonisme eller idealisme – skelner mellem denne verdens illusoriske (u-)virkelighed og den sande Virkelighed, der nås gennem meditation, som afslører illusionen. Denne verden er en indbildning, en skygge, ustabil og evigt foranderlig, en samling vibrationer. Nogle retninger stiller spørgsmålstegn ved, om jeget i det hele taget eksisterer.

Den materialistiske virkelighedsopfattelse har ingen sand oververden; der er kun denne verdens virkelighed, ingen gud, ingen frelse, intet liv efter døden. Virkeligheden er det, der kan sanses, vejes, måles. Blandt de materialistiske ismer kan nævnes positivismen og marxismen. Det er karakteristisk, at disse ideologier tager kraftigt afstand fra de religiøse, der opfattes som overtro, falsk opfattelse, virkelighedsflugt.

Denne verden er en indbildning, en skygge, ustabil og evigt foranderlig, en samling vibrationer.