|
0
registrerede
553
gæster og
157
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: ”Den fuldkomne helhed”
|
Hej igen..
”Om der er noget eller ikke er noget kan vi i sagens natur ikke finde ud af på den måde. Vi kan kun undersøge tingene fra denne side.”
- Der ér ingen anden side, ”den anden side” er ren fiktion. Du ka operere med den slags som fiktion men ikke som naturvidenskab og livskundskab.
”Jeg ved ikke om det er en dårlig metode? Hvis du vil forandre en abe, så er du nødt til at tilføre den noget. Spørgsmålet bliver så, hvorfor du har tilført den ene abe noget og ikke den anden? Det kan der vel være mange grunde til?”
- Det er en ringe allegori. Der er ingen forbindelse til det vi her taler om.
”Ånd” er en egenskab du faktisk tilfører menneskets natur, men uden at kunne sandsynliggøre at der findes noget naturligt i ordet ”ånd”. Dette gør i sig selv ordet tvivlsomt.
Naturen tilskrives af religiøst troende ”ånd”, fordi dette skal forklare noget ”åndeligt” som en naturlig del i mennesket. Der er tale om en syntese uden reference til noget bestående i naturen. Ordet forklares bedst som et udslag af menneskets egen fantasi, skabt i forsøget på at omgå den kendsgerning at skulle leve i bevidstheden om sin egen forgængelighed.
Spændingen du ser i øjnene på alle pattedyr er mere sandsynligt et udslag af biokemiske processer, hvor noget ”åndeligt” derfor vil være en (selv)forståelse du overfører på det du ser, og det ku da såmænd udmærket være en abekat med nissehue ;)
”For mig virker det meningsfuldt at inkarnerer i et menneskelegeme og ikke i et sommerfuglelegeme.”
- Dette skyldes blot en sproglig indforståelse, hvori sommerfuglehistorier ikke indgår. Omvendt taler du jo heller ikke labrador, men anser måske alligevel denne husets firbenet ven for en åndfuld lille fætter med kold snude.
Det er m.a.o. et spørgsmål om at lære at beherske sproget Sommerfulgsk, der sikkert er fyldt med særprægede dialekter afhængig af habitaters forskellighed. Alternativt ka man gå på opdagelse i Inger Christensens Sommerfugledal, ikke at man dermed bliver en ørn udi sommerfuglesproget…;)
”Vi bygger et hus for at kunne bo i det. Vi kan dog ikke bo i det, før vi har bygget det. På samme måde må Gud først bygge universet, før vi kan flytte ind i det. Dette virker meningsfuldt på mig. Vi kan så spørge, hvad vi laver her i denne midlertidige verden? Er noget gået galt? Det kan man jo godt sige at der er, for verden modsvarer jo ikke vores ånd, forsåvidt at vores ånd er evig. ”
- Der findes stadig ”primitive” stammesamfund rundt om i Amazonas, måske noget nær det nærmeste man i nutiden kommer en levevis på naturens præmisser. I disse kultursamfund findes også livsanskuelser med ”ånder” af forskellig slags, overgange mellem død/liv der godt ku minde lidt om fortællinger fra kulturer tættere på os, hvilket trods div. kulturforskelle viser noget om mennesket som et opfindsomt væsen, og ikke mindst, noget om dets evne til med sproget at udtrykke sin opfindsomhed med til tider fascinerende historier. Naturen betvinges nu engang lettest med fantasien, mens den i praksis er temmelig genstridig og er fuldstændig indifferent overfor menneskers meninger om den. Den er bare natur, og fungerer uden planmæssig nøjagtighed, ja faktisk er den bare et stort kaos af muligheder der udtrykker sig fordi muligheden tilfældigvis foreligger.
Forsvandt mennesket som art betragtet i løbet af ganske kort tid, ville husene stå tomme og naturen ville end ikke registrere vores forsvinden, mens forskellige andre dyrearter sikkert ville få et lidt bredere habitat at bevæge sig i og vækster ville bare gro uhindret mellem ruinerne, for til sidst at ligne tiden før vi bevægede os ud over stepperne. Du ka endda finde ganske civiliserede mennesker der i dag bygger huse i træer, tilmed konferencelokaler, det er nærmest blevet lidt moderne – et fransk firma lever af den slags. At kalde det en tilbagevenden til træerne er nok lidt meget sagt. Om de der vælger at bebo disse huse i træerne så forestiller sig en større sammenhæng gro sammen i sig, at en urabe brøler sin tilfredshed ud fra noget instinktivt i hjernen, det må ligeledes bero på opfindsomheden. Men det ville da være en fin opstart på en roman: Min indre abe brøler…;)
mvh
Simon
|
|
|
|
