|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
468
gæster og
35
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Buddhismen.
|
Kære debatkolleger.
Jeg har valgt at skrive et todelt oplæg om, hvorvidt Østens religioner kan tilbyde den moderne dansker noget. Jeg har valgt Buddhismen, der i sine grundvarianter er ateistisk, hvorfor det er mest nærliggende at betegne den som en livsfilosofi, der tillige er en frigørelsesvej. Det er min mening at cirkle om spørgsmålet om, hvorvidt der er et eller andet i Buddhismen, som kan medvirke til at skabe mening i tilværelsen for et moderne menneske.
Med et moderne menneske mener jeg et menneske, der kan have et hvilket som helst religiøst ståsted. Jeg mener også ateister. Endvidere har jeg i tankerne, at et moderne menneske er interesseret i sine medmennesker og har en holdning til, hvordan man kan/skal/bør glide ind i samspillet med dem.
Med dette som udgangspunkt bliver det underordnet, om man hører til de såkaldt troende, eller om man er ateist. Udefra kan du ikke se forskel på de mennesker, der handler i ansvarlighed over for deres medmennesker. Der kan være tale om et menneske, der handler på et humanistisk grundlag, men som hverken tror på Gud eller Fanden. Der kan lige så vel være tale om et menneske, der handler ud fra dybt religiøse motiver.
Som det er almindeligt bekendt, indeholder Buddhismen karma-princippet. Dette skal forstås som et princip om årsag og virkning: Du bliver til det, som du ved dine handlinger gør dig til. Dette knyttes an til buddhisternes genfødselslære. For mange buddhister er det vigtigt at bruge ordet genfødsel og ikke sjælevandring. En buddhist kan for eksempel illustrere genfødsel med dette, at man tænder et nyt lys med det gamle, der er ved at brænde ned i stagen,.
Herved kan man danne et paradox, som den buddhistiske lære indeholder mange af. Man kan for eksempel spørge: »Er flammen på det nye lys den samme som flammen på det udbrændte lys?«. Svaret er: »Nej«. »Er flammen på det nye lys da noget andet end flammen på det udbrændte lys?« Igen er svaret: »Nej«.
Anvendelse af paradoxerne leder tanken ud på dybder, der kan måle sig med de dybder, som åbner sig for én, når man læser Kierkegaard. Det var også blandt andet paradoxerne, som Kierkegaard brugte for at gøre op med den logiske tænkning i trosspørgsmål. For det moderne menneske, der er interesseret i Kierkegaard, kan det være interessant at læse buddhistisk filosofi parallelt. Så får man kam til sit hår.
Adskillige teoretiske fysikere har studeret buddhistisk filosofi. Jeg tror, dette skyldes, at der er tankegange, der kan minde om de tankegange, som man bruger, når man eksempelvis skal prøve at forstå kvanteteorien og dens postulater om dimensionalitet.
Hvis man skal sammenligne buddhisternes genfødsel med hinduisternes sjælevandring, kan man bruge et billede. Sjælevandringen kan illustreres ved en perlekæde. Hver enkelt perle er et liv som levende væsen, og snoren, der går gennem alle perlerne, er den forskelsløse sjæl.
Buddhisterne bruger ofte billedet af en stabel guldmønter. For hver ny genfødsel lægges der en ny mønt på stabelen. Mønten er et liv som levende væsen, der således hviler på de hidtidige liv som levende væsen. Dette er efter min opfattelse et mere præcist billede af karma-princippet end det, som hinduisterne opererer med.
Dette fører videre til et andet væsentligt buddhistisk princip, som er princippet om betinget oprindelse. Genfødselslæren hviler på princippet om betinget oprindelse, men dette princip er mere omfattende. Buddhisten betragter alt, hvad der opleves i sindet, som forandringer. Det ene sindsindhold afløser det andet. Og det, som du oplever i sindet nu, er affødt – betinget af – det, som gik forud. Det, som det vil forandre sig til, vil være affødt af det, som er nu.
Buddhisterne når derved frem til en psykologi. Den er meget indviklet, men midt i det indviklede er vægten lagt på sindsindholdet som en foranderlig strøm, hvor det ene sindsindhold afløser det andet som leddene i en kæde.
Buddhister bruger af og til billedet af et hjul, der ruller. Hjulet drejer sig, og mil efter mil bliver tilbagelagt. Men samtidigt berører hjulen vejen i ét – og kun ét – punkt. Det er dér, dit liv er. Og det er nu – netop nu.
Budhismen er ateistisk, og den vedkender sig ikke, at der skulle eksistere noget, som man kunne kalde en sjæl. Den mener, at det eneste, vi har at holde os til, er sindets indhold af stadigt forandrende sindsindhold.
Den benægter også – ligesom Hinduismen – at der skulle være noget, som man i psykologisk forstand kan kalde et jeg, et ego. På dette punkt mener jeg, at Buddhismen er i vanskeligheder med sine etiske anvisninger. Det hænger for mig at se ikke rigtig sammen, at du ikke har et jeg, hvis man i samme åndedrag fordrer, at du i medfølelse med andre levende væsener skal gøre godt mod dem.
Et andet træk, der præger Buddhismen, er, at der lægges stor vægt på erfaringen. En buddhist, der bliver spurgt om, hvad sjælen er, vil ofte svare: »Gå selv hen og se efter.« Det samme svar kan han give, hvis man spørger om, hvad sindet er.
Hvis vi vender tilbage til genfødselslæren vil mange nok afvise tanken om, at vi i bogstavelig forstand bliver hældt over i en ny biologisk eksistens. Dette betyder imidlertid ikke, at vi ikke kan bruge genfødselslæren og karma-princippet til noget som helst.
Mange, der lever et liv med mange gøremål, vil kunne opleve dette med, at man bliver til dét, som man gør sig til ved sine handlinger. Man trøster en ulykkelig kollega på arbejdspladsen og føler, at man har gjort sig til én, der har medfølelse med andre. Man kommer ved en hastig bemærkning til at få en anden til at græde og føler, at man har gjort sig til én, der unødigt sårer en anden, og man ønsker, at man havde kunnet holde bøtte med tilbagevirkende kraft.
Gennem de skiftende situationer i dagligdagen handler man og gør sig snart til det ene og snart til det andet: Ven, modstander, kærlig forælder, hård negl, barsk chef, kujon, tapper forkæmper, you name it. En sådan indfaldsvinkel til én selv kan godt føre til, at man af og til stiller sig ved siden af sig selv og spørger: Hvad er det egentlig, du går og gør dig selv til?
Fortsættes…
|
|
|
|
