|
1
registreret
(1 usynlig),
46
gæster og
180
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Har mennesket brug for en Satan/syndebuk?
|
Hej Sara.
Indledningsvis vil jeg gerne gøre klart, at jeg opfatter de mange forskellige religioner og andre livsanskuelser som menneskehedens ufuldkomne forsøg på at nå frem til den absolutte sandhed.
Det kan naturligvis diskuteres om en sådan findes, men at der er mere end, hvad vi mennesker kan erkende, er jeg i hvert fald ikke i tvivl om.
Netop det ufuldkomne gi'r mig en vis smidighed i forhold til menneskers mange religiøse idéer.
Og når der f.eks. i den hinduistiske verden er tre hovedguder: Brahma, Vishnu og Shiva, så ligner det jo meget Zeus, Apollon og Dionysos samt Odin, Thor og Loke.
Hvad Faderen, Sønnen og Helligånden angår mener jeg imidlertid, det er noget andet: Ét væsen - tre måder at vise sig på - som det vist nok ofte udtrykkes.
Sammenfattende kan jeg vel sige, at jeg finder alle religiøse idéer inspirerende, men at jeg ikke "underkaster" mig nogen af dem 
Det er nok derfor, jeg kan begejstres over Kallistos Ware's ovenfor citerede ord om Gud, selv om jeg ikke "underkaster" mig ortodoks kristendom.
Og hvad ikoner angår er jeg enig med de ortodoks kristne i, at ligestille ord og billeder som budskaber - ikke budskaber, der skal tilbedes, men som oplysning og inspiration.
Sådan er det i hvert fald, det virker på mig.
Jeg ser jo, at du frygter at "komme på vildspor", hvor jeg mener, at det hele er "vildspor" - men også med kvaliteter her og der
Ang. spørgsmålet og genfødsel er jeg ikke i stand til at tage stilling. Det ville for mig være det rene gætteværk om: udslettelse, genfødsel, Nirvana eller den kristne opfattelse, når jeg dør.
Om kærlighed er jeg jo enig med dig i, at den uselviske kærlighed er fri af begær.
Og når du skriver:
Det at elske sig selv gør man når man elsker sin næste.
Og når du skriver:
Ingen er fuldkommen og man skal være taknemmelig over at kunne se egne fejl – ”også de ikke så beundringsværdige sider” – for så kan man arbejde på at ændre det og glæde sig over de fremskridt man gør alt imens man elsker næsten.
M.v.h. Arne 
|
|
|
|
