|
1
registreret Arne Thomsen
510
gæster og
47
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Har mennesket brug for en Satan/syndebuk?
|
Hej jeg ”skylder” dig nogle svar. 
Du skrev:
"Tak for dit svar - uanset at du har diverse overvejelser.
For mig betyder det ikke så meget, om dét, der skrives, er 100% dækkende og korrekt, og jeg trækker da gerne tilbage, når jeg indser, at jeg har fejlet.
Det kan jo være et skridt på vejen til erkendelse"
Sara:
Det var ikke dig der fejlede, men mig der flyttede mig ved gentagende genlæsninger af dit indlæg.
***
Du skrev også:
"Du fortæller, at du har været en tur rundt i forskellige livsanskuelser ("menneskelivets tilværelse i universet") i din søgen efter "renhed og sandhed" - "livets gåde", samt at det har ført dig tilbage til kristendommen."
Sara:
Ikke tilbage til kristendommen.
"Tilbage" til Bibelen.
***
Arne:
"Det er for mig noget meget, meget smukt - en beretning om ærlig og oprigtig søgen."
Sara:
Sådan troede jeg også selv, det var -- ærlig og oprigtig søgen - altså uselvisk- men jeg erfarede, det hele var motiveret af egoisme og drømmen om noget bedre, samt ønsket om at blive elsket.
Det at søge Gud er vel en egoistisk handling, hvorimod det at gøre hans vilje er kærlighed til Gud. (?)
Men ok, der er jo mange guder, så man skal jo først kende/ finde den sande Gud før man kan gøre det man tror at mene er hans vilje.
***
Arne:
"Hvordan denne søgen førte dig tilbage til "Bibelens sprogbilleder", tror jeg ville interessere mange - i hvert fald mig."
Sara:
”Østens vindes visdom” var for fremmed for mig og jeg troede/tror ikke på genfødsel. Og så førte det mig ikke nærmere til Gud.
Jeg erfarede, at jeg blot var egoistisk i min egen selvoptaget søgen efter renhed og sandhed i et liv med Gud og egentligt bare ønskede at blive elsket --- og den kærlighed der blev mig vist af mennesker, modtog jeg ikke i frygt for at blive besmittet/snavset, så jeg måtte "sadle om" og finde en anden vej der opbyggede mig i stedet for at nedbryde mig.
At det blev Bibelen, jeg vendte mig mod/til, forklares nok ved min kulturkristne opvækst, men senere fordi jeg fik stor glæde og kærlighed til ordene og budskabet, selv om jeg ikke tror på alt i Bibelen.
Jeg ”plukker” stadig sprogbilleder. Alt imens jeg vikles ind i Bibelens univers, så jeg til tider finder mig selv i en situation, hvor jeg ikke altid ved om jeg tror, eller om jeg blot mener kun at forstå budskabet, jeg læser, da troen jo kommer af det man hører.
Så måske en form for utilsigtet frivillig hjernevask, jeg ved det ikke?
Men jeg har nu så mange sprogbilleder og redskaber, som jeg har gjort til mine, at jeg syntes, det er nemmere at være mig.
Derfor glæder jeg mig over kendskabet til Bibelen, og hvad dens ord har gjort ved /for mig og vil i tillid fortsætte at læse i bogen, så jeg kan få hjælp gennem Ordet til at blive frelst fra migselv, ved at forsøge at elske Gud og næsten trods min egoisme, selv om tvivlens angreb til tider er så stærk, at jeg mest har lyst til at vende "det hele" ryggen.
Sara
|
|
|
|
