Hvad ville fornuften være uden ekstatisk fornuft og ja vice versa. Når fornuften arbejder tænkende, så vender den altid tilbage til sig selv. Ekstatisk fornuft formår at forlade sig selv og blive et med sit objekt (motiv; mål), dog uden at miste sig selv, men nu som forvandlet, gennem at det participerer i objektet. Subjekt og objekt indgår i en syntese og ny virkelighed eller skabelse med hinanden - vores eksistens kan forandre vores essens - og derfor taler vi med Schelling om ESSENTIALISATION:

Essentialisation er et begreb Tillich har hentet fra Schelling. Denne essentialisation skal ikke forstås i platonisk eller indisk forstand som en tings overgang til dens oprindelige tilstand af essentialitet eller potentialitet, idet en sådan forståelse ville indebære, at det, der var virkeligt under eksistensens vilkår, ville forsvinde med essentialisationen. Nej, essentialisation indeholder også et historisk element forstået på den måde, at det nye, der blev aktualiseret under eksistensens vilkår, føjer noget nyt til det essentielle (min kommentar indskudt: ja netop epigenetikken har bevist denne påstand). Det positive der skabes i eksistensen, forenes i essentialisationen med det essentielle og frembringer det absolut nye, den “Ny Væren”. “Participation i det evige afhænger af en kreativ syntese af en værensform (a being) essentielle natur og det denne værensform har gjort med sig selv i sin temporale eksistens. “Essentialisation som overgang til Ny Væren er således en filosofisk term for begrebet “frelse” med den deri indeholdte mulighed for selvrealisation. Bjarne Lentz "Paul Tillich" side 232