|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: IKON AF KRISTUS
|
Hej Hanskrist.
Jeg opdager først nu, at du har skrevet en kommentar til IKON AF KRISTUS.
Tak for dét.
Jeg har læst, hvad du kriver, og ét ord: Kærligheden, "brænder igennem" for mig.
For det er præcis dét, jeg oplever, når jeg slipper alle tanker, ord og følelser og alene modtager det visuelle: Ikonen.
Første gang jeg oplevede denne Ikon, var jeg slet ikke religiøst indstillet, men efter den lange vandring ad stien gennem urskoven op til det mennesketomme kloster på det lille bjerg på den lille græske Ø inde i den meget lile kirke, var det naturligt - nærmest uundgåeligt - at falde helt til ro.
Da skete dét, som næsten også kan opleves, hvis man klikker på ét af de to billeder (det er ligegyldigt hvilket) forrest i denne tråd og fjerner musens pil fra billedet: Øjnene.
Jeg oplevede i hvert fald, at de søgte dybt, dybt ind i mig, og jeg fornemmede deres dybt alvorlige kærlighed.
Det var uundgåeligt at følge med øjnene - længere og længere ind i mig, og det var ikke just opmuntrende at se, hvem jeg var.
På et tidspunkt blev det nærværende, at "ham med øjnene" jo ikke selv havde haft for nem en tilværelse: Korsfæstelse.
Jeg slap Ikonen, opgav at være så ked af mig selv, gik ud i sollyset - og følte mig overraskende lykkelig.
Lang tid senere gik det op for mig, at det var øjnenes kærlighed, der var det helt store og centrale - at opleve sig elsket.
Jo - det visuelle kan noget ...
M.v.h. Arne Sandhedens mirakel: Verdens Væren. Agnostisk pan"teist" - ydmyghed, mådehold, harmoni, empati, omsorg, kærlighed  
|
|
|
|
