undskyld det er lidt kaotisk og uredigeret, men jeg orker ikke længere at fx astrofysik og evolutionsbiologien skal være i spil, være relevant, når vi taler om religiøse forhold. Derfor:

hvor er vi, når vi taler om Gud, religion og kristendom?

i et håb om at vi kan finde ind til essensen og engang for alle lukke disse pseudodebatter her på siden mellem arne og bjørn/simon og ude i den store verden mellem bibelfundamentalisterne og Dawkins/Dennett.

Igen; hvor er vi, når vi taler om Gud, religion og kristendom?


Ånden eller Gud gør sig gældende på ekstatisk vis i menneskers liv.
deri, i det forhold, er Gud vores Skaber, at vi besættes og beruses og skabes af Gud som den Åndskraft (entusiasme begejstring) der kan gribe os, beruse og forvandle os. Hvordan nu det, jo fordi vores personlighed og karakter udformes i kommunikation mellem Ånden/Gud (de skabende numinouse frie ekstatiske Åndsforhold der delvis er skjult for mennesket (transcendente (hvorfor enhver tale om Gud har med transcendente åbenbaringsforhold omkring hvordan den Skabende Ånd ekstatisk pludselig som lyn og torden kan manifestere sig i vores liv og afbryde vores hverdagsbevidsthed)) og ånden (vores immanente/medfødte fornuft og tænkning, forstand (hverdagsbevidsthed)).

Vigtig i religiøse eller spirituelle spørgsmål at skelne mellem Ånden og ånden. Hvor Ånden begyndende med stor bogstav, drejer sig om de exceptionelle numinouse frie kreative ekstatiske åndsforhold hvor vi transcenderer vores iboende ånd (ånd begyndende med lille bogstav), fornuften, eller vores vanlige normale hverdagsbevidsthed, der er indlejret i subjekt objekt skemaet, hvorimod Åndens (Guds) ekstatiske numinouse frie kreative suveræne og ubetingede manifestationer i vores liv transcenderer subjekt objekt skemaet, dichotomien; ikke ved at foregå under subjekt og objekt skemaet eller dichotomien, som ved brug af stoffer, LSD og andet euforiserende lort eller ved barnlig følelsesmæssig psykisk subjektivisme som i EKIM (hvor enhver objektivitet benægtes), men ved at foregå over subjekt og objekt skemaet, dichotomien, hvorfor alle objektive forhold (fornuften og forstandens struktur og den ydre virkelighed fx) bevares når vi er under Åndens (Guds) ledelse og indflydelse, når Kristus eller Ordet (sproglighed som et instinkt), virker mægtig i os, eller vi vandre i Ånden eller profeterer i Ånden (ja vi skal i alle disse Åndens forhold i vores liv, kunne fortsætte med at lovsynge med vores forstand, altså ånden (begyndende med lille bogstav), vores iboende fornuft.



som søvnen er en refleks der overgår os i forbindelse med at vi mister vores vågenhed, så er Åndens ekstatiske manifestation en refleks der overgår os mens vi er vågne og bevidste
den bevidsthedsændring der indfinder sig med søvnrefleksen er stor og det er sørme også den bevidsthedsændring Åndens ekstatiske nærvær medfører som kan besætte (gribe (apropos grebethed)) og beruse mennesket, dette er hvad en gode Paulus overalt taler om, at han er grebet af Kristus, Ånden, og kan vandre i Ånden og profetere i Ånden, ja endda lovsynge med sin forstand takket være Åndens ekstatiske manifestationer.
Som det er det hele menneske, sjæl og legeme, der er med i søvnen, således er det også det hele menneske, sjæl og legeme, der rammes af Åndens Skabende virksomhed, ekstatiske manifestation i vores liv (altså det er ikke blot en bevidstheds oplevelse, noget subjektivt eller psykisk alene, objektive forhold spiller lige aktivt ind).

stadig er de tre store naturvidenskabelige revolutionerende teorier Bjørn nævner ikke umiddelbart i nærheden af at være i konkurrence med eller at være rival til hvad religion beskæftiger sig med (kun folk som arne og bibelfundamentalister og koranfundamentalister ol der forvirrer hvad religion alle dage har drejet sig om, kan flytte fokus fra hvad religion drejer sig om i sin essens).

religion har aldrig drejet sig om andet end åndelige forhold, dvs ekstatiske åndsforhold der kan bemægtige, beruse og besætte mennesket. Åndens (Guds) ekstatiske manifestationer i menneskets liv. Mennesker der er besatte af Gud eller Gud der besætter og beruser mennesket, altså Gud som Ordet og Ånden eller vitalitet og skabende kraft. Grækerne er mest beskæftiget med en teoretiseren og anskuelse (filosoferen), ud fra menneskets egen iboende ånd (hverdagsbevidsthed, normal bevidstheden), over mennesket i verden som en passiv tilpasset (naturen eller kosmos) størrelse.

Grækerne er gode nok, også ifølge Paulus, men de er som sagt passive skuende og teoretiserende og kan ikke indarbejde de ekstatiske åndsforhold (de exceptionelle ultimative åndsforhold) som disse kommer til udtryk i numionous ubetinget kreativ virksomhed og praksis (i politik og kærlighed, samfundslivet), altså tid og forandring, frihed og historicitet i deres tænkning over hvilken størrelse mennesket er (hvor det altså suverænt er vores Åndens ekstatiske kreative virksomhed der former os, vores legeme (såvel som omgivelserne) og personlighed (ånd og bevidsthed og karakterstruktur) og samfundet ved at være forandrende kulturskabende (at forandre "verden" (os selv, samfundet og vore materielle vilkår) er hvad det ifølge Paulus, Kant og Marx drejer sig om, da mennesket er et historisk fri (altså åndelig) skabende væsen)).

derfor Pauls theopolitiske og theopsykiske (det pneumatiske menneske, åndsmennesket, Kristusmennesket) ekstatiske (maskuline skabende) revolutionære spiritualitet, som ikke udslukker eller ophæver grækernes forståelse af psyken og naturen (det passive og skabte), men som bekræfter det psykiske og naturlige menneske (altså ingen krig imod astrofysik eller evolutionsbiologien fra Paulus's, Marx's, Leontjev og Lamarck's side, kunne nye vinkler herpå). Man kunne også sige Paulus er den maskuline vertikale spiritualitet der gør sig gældende som åndens ekstatiske kreative aktivitet eller virksomhed i verden, der rammer, bekræfter og forklarer og forløser det naturlige passive menneske, vores immanente ånd, fornuft (der også er passiv skuende), men også transcenderer denne ved altid at skabe vækst og forandringer via Åndens numinouse ekstatiske virksomhed i verden.


hvilke videnskaber er så relevant for religion (religiøs mystik) (de vore numinouse eller ubetingede kreative ekstatiske åndsforhold), det er neurobiologi -videnskab, det er psykiatri og psykologien og sundhedsvidenskaberne. Dog kommer politik og samfundsvidenskaberne også indirekte ind herunder sammen med humaniora og alle kulturelle kreative videnskaber, da det jo omfatter alt det har at gøre med menneskelig aktivitet, men ikke natur. Naturen som så er sekundær i forhold til det aktive kreative skabende, kulturskabende (1)*, religiøse menneske, hvor det primære er friheden (tiden og historicitet, altså de skabende forandringer), ved Åndens numinouse kreative ekstatiske virksomhed i verden.



Opstandelses begivenheden Kristus (modtagelsen af Jesus som Kristus, og dermed at Åndens ekstatiske nærvær har indfundet sig i og med Ham og nu er en realitet (altså Kristus lever og Gudsriget er under udfoldelse ("gærer" i historien)) er den specifikke kristne udlægning af de her forhold. Historiens ende er at Kristus er blevet alt i alle, hvilket vil sige at mennesket står frit i forhold til sin ubetingede numinouse kreativitet (evner og potentialer), frit i forhold til at ta imod og bruge Åndens ekstatiske manifestationer til at udforme sit liv og personlighed. Og begivenheden Kristus har været forventet ifølge Paulus, GT (Joel)* peger på Kristus, messias komme og gudsriget der skal indfinde sig med øget ekstatisk intelligens eller spiritualitet fordi det betyder Åndens ekstatiske nærvær og virkelighed. Dette er Kristusmystikken og kristendommens essens i en nøddeskal, alene dette handler kristendom om, denne spiritualitet i og med og ved Kristus, altså det pneumatiske nye menneske, der er en ny skabning på verdens historiens scene.


(Joel)*:

Det skal ske derefter:
Jeg vil udgyde min ånd
over alle mennesker.
Jeres sønner og døtre skal profetere,
jeres gamle skal have drømme,
jeres unge skal se syner.
Selv over jeres trælle og trælkvinder
vil jeg udgyde min ånd i de dage. Joel 3.




Paulus er suverænt den der har forstået vores autonome theonomi og individualitet bedst, men Jung og Platon er imponerende skikkelser i den sammenhæng også.


og Gud eksisterer selvfølgelig ikke, da vi så igen befinder os i "subjekt - objekt" dichotomien og skemaet for vores tænkning og forståelse. Men Gud har at gøre med de transcendente skjulte forhold bag vores eksistens som "Ånds -væsner". Alene har Gud altså at gøre med vores ubetingede numinouse ekstatiske kreative/skabende Friheds eller Åndsnatur, altså mennesket har natur men er ikke udelukkende natur og nødvendighed, Frihed (Ånd; Skabende Åndsvirksomhed), historicitet og tiden (skabende forandringer over tid vi er årsag til gælder her).



mange brainstormende venstrehånds hilsner fra en HansKrist der er optaget af mange andre ting (faktisk er et helt andet sted), men hvor en del af mig, forlangte at få de her ting sagt, utvetydigt engang for alle, og så måtte det skorte på klarheden. Det siger sig selv at en mand der ikke kan skelne naturen fra menneskets natur, han vil kalde det jeg skriver for meningsløs ordskvalder. Man skal ha lidt forstand på neurobiologi, neuropsykologi og psykiatri for at kunne følge med i hvad jeg skriver. Et menneske der tror der kun findes natur og ikke en menneskets natur også, kan selvsagt ikke læse hvad jeg skriver. Han vil ej heller kunne skelne mellem Ånden og ånden, eller mellem Paulus og grækerne; mellem Frihed (tiden og historicitet) og nødvendighed, han vil ikke forstå Kant og den kontinental europæisk filosofisk erkendelsesteori som Einstein var et barn af og som førte ham frem til relativitetsteorierne, hvor tiden bestemt ikke er en relativ størrelse, men hvor tid uløseligt må tænkes sammen med rum.

"Det er på høje tid, vi afskaffer den teologiske uvane at rette et moralsk indigneret angreb mod alle gloser, hvor stavelsen "jeg" eller "selv" optræder. Den teologiske påstand om, at ethvert menneskes sjæl er af uendelig betydning, er en konsekvens af jegets ontologiske affirmation som netop dette udelelige, uerstattelige jeg. Det kan kaldes "mod til at være sig selv". Jeget er et jeg, alene fordi det har en verden, et kosmos, som det hører til, og som det samtidigt er forskelligt fra. Jeget og verden vekselvirker; det samme gør individualisering og participation" Tillich.


(1)*:

Vitalitet er evnen til at skabe noget uden for sig selv uden at miste sig selv. Denne selvoverskridende kreativitet er ligefremt proportional med vitaliteten. Jo større evne til selvoverskridende virksomhed et væsen har, jo større er vitaliteten. Teknisk frembringelser er det mest iøjnefaldende udtryk for menneskelig vitalitet, og for menneskets suveræne overlegenhed i forhold til dyrenes vitalitet. Kun mennesket besidder fuldkommen vitalitet, fordi det alene har fuldkommen intentionalitet.
Intentionalitet har vi defineret som det ”at være henvendt på et meningsfuldt indhold”. Mennesket lever ”i” betydninger, altså i det som har logisk, æstetisk, etisk og religiøs gyldighed. Dets subjektivitet er gennemtrængt af objektivitet. I ethvert møde med virkeligheden er individets og verdens struktur til stede i indbyrdes afhængighed. Det mest grundlæggende udtryk for det er sproget, som giver mennesket evnen til at abstrahere fra det konkrete for derefter at vende tilbage til det konkrete, fortolke det og forvandle det. Det mest vitale af alle væsener er det, der i kraft af ordet er frigjort fra at være slave af det givne.



(A)*:

Nicolas Berdyaev "Freedom and The Spirit", side 260:

But mysticism contains other dangers too. It may take the form of the extinction instead of the illumination of man's psyche, that is to say, of the concrete multiplicity of human personalities. The problem which confronts us is that of the One and the many. Mysticism always moves from multiplicity towards the One; it leaves the world and man in order to reach God. It is above all the way of detachment. Multiplicity is lost in unity and soul in spirit. But man's being is an aggregate in which spirit, soul and body are unified. In Yoga, as in the system of St. Ignatius Loyola, mystical experience is to some extent "mechanized", and the "psychical" element in man is eliminated. It was the same in Quietism, in which the individual human soul disappeared. The mysticism of the One in Plotinus and Eckhart does not solve the problem of the mystical meaning of human individuality and personality. The mystical theosophy of the Cabala, Boehme, St. Martin, and Baader is of quite a different nature.

Kritikken fra Berdyaev af gængse former for mystik:

It may take the form of the extinction instead of the illumination of man's psyche.

It is above all the way of detachment. (som overhovedet ikke stemmer med Jesu personlighed, han er så involveret, så følelsesmæssig berørt og så lidenden og elskende (han knytter sig og udsætter sig selv for heftige sindsbevægelser), han er om noget sindsbevægelsernes mand, modsat Buddha idealet (Harald Høffding))

Multiplicity is lost in unity and soul in spirit.

Dit lange oplæg, Hansemand, starter med et postulat om eksistensen af en ikke eksisterende skabende gud.

Ifølge den aristoteliske logik bliver alle følgende konklusioner derved falske i forhold til virkeligheden, og derfor uinteressante.

Hvis du i stedet havde baseret din argumentation med udgangspunkt i det psykologiske faktum, at mennesker verden over tror på religiøse fantasier, så havde dit oplæg måske været læseværdigt.

Nu er det blot meningsløst ordskvalder.

Mvh og ønsket om god bedring.

Ole Bjørn :o)